Et mistænkeligt brev uden afsender er fundet på Haslev Posthus torsdag morgen. Brevet skulle angiveligt have haft en muggen lugt og have indeholdt uidentificerbart pulver.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

- I første omgang tilkaldte vi kemieksperter fra Center for Biologisk Beredskab, men de kunne ikke udelukke, at brevet var farligt, siger Søren Østervig, som er vagthavende hos Sydsjællands politi.

Herefter måtte politiet i Haslev tilkalde sprængstofeksperter fra København.

- Eksperterne er færdige på stedet nu. De har ikke fundet noget mistænkeligt, og afspærringen er fjernet, siger Søren Østervig. Sydsjællands politi fortæller samtidig, at kuvertens indhold bestod af 200-300 gram almindelig stabilgrus.

Søren Østervig understreger dog, at efterforskningen langt fra er færdig.

- Det her har sat gang i en masse ting, og det har involveret en masse mennesker. Så det er vigtigt for os at finde frem til brevets afsender, siger Søren Østervig.

Det er personalet på posthuset, som har anmeldt det mistænkelige brev til politiet. Her har to personer været i kontakt med brevet, og de blev derfor øjeblikkeligt isoleret. Resten af personalet på posthuset er blevet evakueret, mens togtrafikken på den nærtliggende station måtte justeres, da politiet valgte at afspærre et større område.