Det er ikke kun de dybe fysiske ar, pigerne skal leve med. Arrene på sjælen vil følge dem, men de kan komme videre, vurderer psykolog

Hver eneste gang de fire-årige tvillingepiger, der brutalt blev stukket ned af deres egen far, kigger på deres krop, vil de blive mindet om den dag i august, hvor de blev angrebet af det menneske, som de stolede på ville beskytte dem uanset hvad. Det vil følge dem resten af deres liv, vurderer børne- og familiepsykolog John Halse.

- De har jo fået nogle ar på kroppen fra episoden på hospitalet, og selvom de bliver hjulpet videre, vil de kigge ned ad sig selv og spørge deres mor: ’Hvorfor har jeg fået dem’, siger han.

Clairvoyanten Graham, der er kendt fra tv-programmer som ’Åndernes magt’ og ’Klarsyn’, dolkede søndag begge sine døtre. De var indlagt på Ronald McDonalds Børnehus, fordi den ene tvillingepige har kæmpet med alvorlige nyresvigt siden fødslen. Begge piger overlevede angrebet og ligger nu i koma.

Pigerne kan dog godt få et nogenlunde normalt liv, selvom traumet vil sidde i dem for altid.

- Det er heldigt, at de kun er fire år, for vi glemmer meget fra den helt tidlige barndom, og pigerne er stadig et sted i livet, hvor de ikke vil kunne huske så meget, når de bliver voksne, forklarer John Halse.

Men de kan få meget svært ved nogensinde at genvinde den tillid til andre mennesker, som på så brutal vis er blevet brudt.

- De får svært ved at knytte relationer og kan udvikle en angst for alt, hvad der minder om deres far. Det gælder alle mænd, der er på faderens alder, siger psykologen.

Skal holdes væk fra far

Tvillingepigerne skal derfor holdes helt væk fra faderen i en periode og ikke presses til at forholde sig til, hvad der er sket.

- Voksne, der har oplevet traumer som incest og andre overgreb, har tit brug for at snakke om det for at lægge det bag sig. Men så små piger som i dette tilfælde skal helst ikke hverken høre om deres far eller det, der er sket, for så kan de blive retraumatiserede.

Derfor er den bedste kur at holde dem langt væk fra alt, hvad der bliver skrevet i medierne, samtidig med at deres mor giver dem en stabil og kærlig opvækst, væk fra Graham.

- De skal skærmes helt af, og så skal de måske lege traumet ud, ved at man stikker en kniv i en dukke og så bagefter viser dem, at dukken stadig har det godt og kommer videre, vurderer John Hasle.

Pigerne kan få normalt liv

I onsdagens udgave af BT vurderede psykolog Peter la Cour, at Graham kan have været psykisk syg i mange år.

Åndemaneren har igennem 20 år ladet sig besætte af en afdød tysk læge ved navn ’Dr. Karl’, hvilket ifølge psykologen kan tyde på skizofreni, og det kan have skadet pigerne gennem længere tid.

- Det er meget svært at leve med en psykisk ustabil forælder. For den, du stoler allermest på, og som skal beskytte dig, kan du aldrig rigtig vide, hvor du har. Og når så denne person forsøger at tage livet af dig, mister du tilliden til alle voksne. Det er den tillid, pigerne nu skal begynde at genopbygge via meget trygge og stabile rammer fra især moderen. Så kan de få et nogenlunde normalt liv med tiden, siger John Halse.