Det var en psykisk syg mand, som stod bag truslen mod Selvstyret i Nuuk, der torsdag var skyld i, at den bygning, hvor selvstyret holder til, blev evakueret. Manden har tidligere stået bag lignende trusler.

Det var en psykisk syg mand, der stod bag det trusselsbrev rettet til det grønlandske selvstyre i Nuuk, som torsdag førte til, at den bygning, hvor Selvstyrets administration holder til, måtte evakueres. Det skriver avisen Sermitsiaq.

»En psykisk syg person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling på Dronning Ingrids Hospital, har erkendt, at han stod bag trusselsbrevet. Desuden var der også andre forhold, der tydede på, at vedkommende stod bag truslen,« oplyser chefanklager Morten Nielsen fra Politimesterembedet i Grønland til Sermitsiaq.

Der er ifølge politiet tale om en genganger, eftersom samme mand for mindre end to uger siden stod bag en række trusler mod Selvstyret, fordi han mente, han havde et økonomisk mellemværende med det offentlige.

Trusselsbrevet førte tidligere torsdag til en evakuering af Selvstyrets kontorer, der ligger i indkøbscentret Nuuk Center, ligesom butikkerne i centret samt Grønlands Landsting, der ligger i nærheden, ligeledes blev evakueret.

Politiet i Grønland har ligesom de øvrige politikredse i Rigsfællesskabet været i såkaldt »markant forhøjet beredskab« siden 17. november, altså få dage efter terrorangrebet i Paris, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Efter evakueringen af Nuuk Center og landstinget har politiet gennemgået bygningerne uden at finde tegn på noget mistænkeligt.

Torsdag aften dansk tid er afspærringerne derfor blevet ophævet.