Den 35-årige mand, der er sigtet og varetægtsfængslet for at have sat ild til Islamisk Trossamfunds lokaler, har fredag erkendt, at han står bag ildspåsættelsen, skriver Politiken.

Det var 16. august, at der blev sat ild til de lokaler, hvor trossamfundet har til huse på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter.

Manden lider ifølge Politiken af en psykisk sygdom, som han også tidligere har været i behandling for. Han var dog ifølge avisen stoppet med at tage sin medicin, inden han satte ild til lokalerne i København.

Branden udviklede sig kortvarigt på ydersiden og medførte udelukkende sodskade.

Ingen personer kom til skade ved branden, der blev slukket kort efter. Branden var ikke antændt ved selve moskeen, der ligger tæt ved, men ved en af de større bygninger, der er i komplekset.

BNB