Hvad fik 20-årige A.G. til at forcere hegnet til Københavns Zoologiske have natten til onsdag, og hvorfor endte han sine dage med at blive maltrakteret af havens tre tigre?

To spørgsmål, der fortsat er et mysterium for Københavns Politi, godt halvandet døgn efter dyrepasserne i Zoo fandt den 20-årige livløs på jorden. Politiet har hidtil arbejdet ud fra en teori om, at A.G. tog livet af sig selv, men nye oplysninger om den afdøde peger i retning af en alternativ forklaring.

Flere uafhængige kilder har bekræftet over for BT, at A.G. gennem en længere periode led af psykiske problemer. Han beskrives som en indadvendt dreng, der 'havde sit at tumle med', og flere af hans venner beskriver, hvordan A.G. opførte sig 'meget mærkelig' godt en uge før sin død, da de stødte ind i ham på Roskilde Festival.

Knap tre uger forinden havde A.G. dumpet sin HF-eksamen. En nedtur, han lagde en dæmper på med hash. A.G. beskrev hyppigt på sin facebook-profil, hvordan han holdt af 'staden' og joints, og at han følte sig ensom. Alle ingredienser i en cocktail, der kan have sendt ham i døden.

- Ud fra de oplysninger, kan der meget vel være tale om en psykose. Og når man er ramt af en psykose, bliver ens vrangforestillinger meget uforudsigelige. Det kan sagtens være, at han er hoppet ind til de her tigre med en forestilling om, at dyrene var helt ufarlige, eller at han var på en eller anden mission, siger Henrik Day Poulsen, Overlæge på Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling.

Han indskærper, at han ikke kender alle sagens konkrete detaljer, og at prøver fra obduktionen, der skal afsløre om A.G. var påvirket, vil kaste mere lys over hændelsesforløbet. Alligevel fortsætter han:

- Mange af de adfærdsmønstre, han tilsyneladende har haft op til episoden, er meget påfaldende. Det er meget muligt, at en psykose drev ham derind, siger Henrik Day Poulsen.

Politiet har netop fastslået, at A.G. døde kort efter, han var kommet ind i Zoo, og dermed tyder meget på, at han målrettet gik hen til tigrene.