Han er lige kommet i land, efter at han kort forinden var ombord på sin egen ubåd, der sank, og hvor det nu står klart, at han i timerne forinden skilte sig af med liget af journalisten, Kim Wall.

Alligevel fremgår det af videooptagelser, at den første reaktion fra Peter Madsen en tommelfinger i vejret, da han bliver mødt af journalister i Dragør Havn, der har ventet på ham, efter at han og ubåden ‘Nautilus’ har været eftersøgt hele natten.

Og selvom det af de videre optagelser fremgår, at Peter Madsen lyver, da han fortæller, at hans timelange forsvinden i ‘Nautilus’ skyldtes en ‘fejl på hendes ballasttank,’ under en 'øvetur,' hvor han ifølge sine udsagn var alene ombord, så er det muligt, at den kendte opfinder er uskyldig i drab, selvom han ifølge Københavns Politi har forklaret, at han har begravet den 30-årige Kim Wall til søs.

Det fortæller psykiater, Henrik Day Poulsen, til BT.

Han forklarer, at Peter Madsen i ren panik kan have bortskaffet liget af Kim Wall i stedet for at ringe til politiet og fortælle om ulykken, som indtil videre er den sigtede opfinders påstand.

»Folk kan gøre meget dumme ting, hvis de kommer i en situation, hvor de panikker,« siger psykiateren.

»Og hvis han ikke har sovet i alle de timer og er udmattet, så skal man ikke tage hans første svar for gode varer. Det kan være, at der blot er tale om en forvirret mand i søvnunderskud.«

Henrik Day Poulsen har også set videooptagelser af de første øjeblikke efter, Peter Madsen går i land og reagerer på pressens henvendelser. Og selvom psykiateren er enig i, at reaktionerne fra den 46-årige skiller sig ud fra, hvordan de fleste ville have reageret, så advarer han mod at dømme Peter Madsen på den baggrund.

»Hvis han er uskyldig i drab, er der tale om en mand, som reagerer meget nøgternt på det, der er sket, og det lader ikke til, at han er psykisk påvirket af det. Det kan være fordi, han ikke har noget i klemme,« siger Henrik Day Poulsen og fortsætter:

»Men hvis han er skyldig, lader han til at være en drabsmand af typen, der er god til at spille rollen af at være uskyldig. Det er ikke ualmindeligt, at drabsmænd er helt upåvirket af situationen. I så fald er han en kynisk og velovervejet drabsmand, som udmærket ved, hvad han har gjort. Denne type drabsmænd lader sig ikke chokere som mange andre ville. De fleste mennesker ville nok have været mere chokerede, end han er,« siger Henrik Day Poulsen.

Peter Madsen, kaldet 'Raket-Madsen', har været varetægtsfængslet siden lørdag den 12. august. Han er både sigtet for drab sant for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, hvilket er grundlag for fængslingen.