Det er sandsynligvis fire følelseskolde venner, der har opildnet hinanden og gået amok i en voldsrus, hvor de konkurrerede om, hvem der kunne være mest provokerende.

Det kan have startet en spiral, der endte med, at de overfaldt en ung student og eventuelt flere andre i Københavns natteliv lørdag nat, mener retspsykiater Henrik Day Poulsen.

- Det er nogle personer, der måske er følelseskolde i deres personlighed og lever i en parallelkultur, hvor vold bagatelliseres. Og hvis man færdes med andre med voldelige tendenser, kan der opstå en gruppedynamik, hvor der går konkurrence i den, og hvor man gejler hinanden op i et sygt voldstogt, siger han.

På den måde opstod der måske en spiral, hvor de unge mænd mellem 15-18 år hærgede sig gennem nattelivet og blev grovere og grovere.

Fra politiets overvågningsbilleder kan man se fire grinende fyre, der hælder drikkevarer ud over folk og til sidst overfalder den unge mand med studenterhue på Nørreport Station fuldstændig umotiveret.

Derefter har de sandsynligvis fortsat med overfald og provokationer forskellige steder i centrum af København.

Hele aftenen kan have været én lang spændingskurve for de fire fyre, vurderer psykiateren.

- Hvis det går godt én gang, kan de af spændingsmæssige årsager godt skrue op for voldsspiralen, hvis ingen griber ind og trækker en streg i sandet. De tænker ikke over konsekvenserne, for hvis man er følelseskold og uempatisk, har man ikke evne til at forstå offerets følelser. Man kan endda have hån tilovers for offeret eller synes, det er latterligt. Og så går det op i en spiral, hvor de fire hidser hinanden op, siger han.

Det svarer meget godt til beskrivelsen af de fire unge mænds grinende færden på den skæbnesvangre aften, der endte med at, den unge student fik åbent kraniebrud.

Gerningsmændene kan meget vel komme fra en opvækst med svigt og fraværende forældre, mener Henrik Day Poulsen.

- Det kan jo være, de kommer fra en problematisk baggrund uden sunde rollemodeller. Så er risikoen for, at man selv kommer til at danne nogle forkerte normer større. Måske er far og mor narkomaner eller har været meget ude at rejse, og når man gået meget for sig selv, kan man komme til at udvikle en følelsesmæssig afstumpethed, der til sidst kan have ført til episoden i lørdags.

Endnu en ung mand på 28 år er i dag stået frem på bt.dk og har fortalt om, at han også blev overfaldet af de unge mænd.

Den 18-årge student, der blev overfaldet på Nørreport Station, er vågnet op af koma, men det er endnu for tidligt at sige, om han får varige mén.

Henrik Day Poulsen, der også er læge, vurderer, at episoden både kan sætte sig fysisk og psykisk resten af livet.

- Han er i højrisiko for at få en hjerneskade og kan ende med kronisk hovedpine, synsbesvær og koncentrationsbesvær. Men det kommer an på, hvor i hovedet skaden sidder. Men han kan også meget vel udvikle psykiske skader som angst, svær depression og posttraumatisk stress, siger han.

De fire mænd er nu varetægtsfængslet i 13 dage og sigtet for grov vold.

- Det er vigtigt, at samfundet nu klart trækker en streg i sandet og giver dem en straf, så de forstår, at det har konsekvenser at begå vold, for ellers kan det ende med endnu værre forbrydelser, slutter psykiateren.