Politiet kan ikke opklare væsentlig flere indbrud ved at efterforske mere, vurderer en professor i kriminologi. Man skal i stedet hjælpe folk med at sikre deres hjem bedre, mener både politi og politikere.

Et smadret kældervindue og tømte skuffer.

Mange danskere har oplevet at komme hjem til et gennemrodet hus, og i 2014 var der 73.206 anmeldelser af indbrud i Danmark. Men kun hver tiende blev efterforsket af politiet, viser en ny beretning fra Rigsrevisionen.

Det lyder af få, men egentlig er det egentlig slet ikke så underligt, forklarer professor emeritus i kriminologi og retssociologi ved Københavns Universitet Flemming Balvig.

»Set i forhold til mulighederne for at opklare indbrudstyverier i beboelse, så er det faktisk ikke så overraskende. For i langt de fleste indbrudstyverier er der ikke rigtig nogen spor at komme efter, og der er ikke nogen vidner, så politiet har ikke ret meget at tage fat i og gå videre med,« siger han.

Selv om det stjålne sølvtøj og fladskærmen udløser erstatning fra forsikringsselskabet, kan et indbrud være en særdeles voldsom oplevelse. Det kan føles som et overgreb på en selv, forklarer Flemming Balvig.

»Det føles for mange, som om et fremmed menneske har tævet løs på én. Man bliver chokeret, vred og bange, og det kan være så alvorligt, at det nærmer sig et psykisk sammenbrud, hvor man er lamslået og ikke kan sove om natten, fordi man er nervøs for, at tyven kommer tilbage. Det opleves af mange som en lige så slem personforbrydelse som vold,« siger han.

Derfor kan det virke dybt frustrerende, hvis ens sag blot henlægges efter et enkelt besøg af politiet. Alligevel vil de fleste godt kunne forstå det, hvis politiet blot forklarer, hvorfor en efterforskning vil være nyttesløs, vurderer Flemming Balvig, der ikke tror, at flere efterforskninger vil føre til væsentlig flere opklarede indbrud.

»Jeg synes ikke, man bare skal efterforske for efterforskningens skyld, fordi folk så måske føler sig mere trygge. Hvis der ikke er nogen udsigt til, at der kommer et resultat ud af det, så er politiets tid bedre brugt på en anden måde,« siger han og peger på forebyggende indsatser i stedet.

Den vurdering er politikommissær Bent Isager-Nielsen, der er chef for den sjællandske Task Force Indbrud, enig i:

»Mange af de her småindbrud bør i stedet forhindres ved, at folk sikrer sig ved at låse, ved at tale med hinanden, blive bedre til nabohjælp og den slags. Det er en meget mere effektiv vej ud af det,« siger han.

Også retsordførerne Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Trine Bramsen (S) tror på mere forebyggelse som vejen frem:

»Sammenlignet med andre lande i Europa er vi danskere ikke ret gode til at sikre vores hjem mod indbrud. Derfor har vi igangsat projekter, der handler om sikring af vores vinduer og døre. Det har en mærkbar effekt på, om tyven vælger at bryde ind eller ej,« siger Trine Bramsen.

Hos de Konservative tror man i stedet, at det er et spørgsmål om flere ressourcer politiet, og retsordfører Mai Mercado (K) vil derfor have 1.500 flere betjente, samt fjerne politiets bødekvoter, så ordensmagten i højere grad selv kan styre, hvor man vil bruge kræfterne.