Preben-drabet: Marias bror var hendes elsker

Sydafrikansk politi afslørede chokerende nyt i retsmøde om drabet på den danske rigmand Preben Povlsen.

Preben Povlsen blev ikke blot tortureret og dræbt i sit luksushjem i Sydafrika. Han blev også bedraget og snydt af sin unge kone, der måske endte med også at planlægge hans død.

Atter i går kom der rystende nye oplysninger frem i sagen om den 71-årige velhavers søde liv og bestialske død.

Hans 31-årige kone Maria er nemlig slet ikke søster til den mand, der har erkendt drabet. Denne mand, 35-årige Francis Kimeze, var tidligere hendes hemmelige elsker.

Gravid med elskeren
Oplysningen kommer fra en pålidelige kilde, nemlig politiets efterforskningsleder Casper Greef, der i et retsmøde i Cape Town i går offentliggjorde det sidste nye i den tiltagende vanvittige historie. B.T.s kontakt på stedet, journalist Jackie Pienaar, overværede retsmødet, der også afslørede, at Maria heller ikke er søster til den medsigtede Stella.

- Alle i retssalen gispede af overraskelse, da det kom frem, at efterforkningslederen kunne bevise, at Maria ikke er søster til de to medsigtede. Francis Kimeze var reelt hendes elsker. Og i 1997 var hun endda gravid med hans barn, fortæller Jackie Pienaar.

Dermed ser den unge ugandiske kone ud til at havne i endnu større vanskeligheder, da informationerne kunne give hende et motiv til drabet.

Skulle arve formue
Under retsmødet kom det nemlig også frem, at Preben Povlsen er god for mindst 10 mio. kr. Penge som Maria ifølge oplysninger fra retsmødet ville arve 75 pct. af - resten ville gå til Prebens to voksne børn og de to børn, han har fået med Maria.

Men nu ser arven ud til at være på afveje. Et vidneudsagn fra den 'falske' søsters søn på syv år antyder igen, at Maria har vidst eller deltaget i mere, end hun først har givet udtryk for. Natten før Preben 'forsvandt' den 14. januar, har drengen hørt Preben trygle sin kone om hjælp:

- Maria. Hjælp mig. Maria, bønfaldt han.

Marias svar var kort.

- Hvordan kunne du gøre det, Preben.

Efterforskningslederen lagde i den forbindelse ikke skjul på, at Maria og Stellas børn er potentielle vidner til drabet.

- Det er klart, at de har set noget forfærdeligt, forklarede Casper Greef.

Af samme grund er Preben og Marias to børn under opsyn og i terapi hos socialarbejdere i Cape Town. Retsmødet bliver genoptaget den 18. februar med nye krydsforhør af de drabssigtede.

Læs også: