Gerningsmændene bag mordet på Preben Povlsen (71) må have handlet i en form for blodrus.

71-årige Preben Povlsen, som er fundet dræbt i Sydafrika, var offer for en usædvanlig grusom forbrydelse. Ifølge B.T.s oplysninger blev han stukket over 46 gange med en kniv.

Det kom frem mandag i retten i Cape Town, hvor den dræbte danskers unge hustru og to søskende blev fremstillet i en form for grundlovsforhør.

Den sydafrikanske journalist, Jackie Pienaar fra avisen Die Burger, overværede retsmødet.

- Der var en meget følelsesladet stemning i retslokalet. Det blev oplyst, at Preben Povlsen blev stukket 46 gange med en kniv, oplyser hun.

Det var ventet, at der i går ville blive taget stilling til, om Preben Povlsens hustru og søster eventuelt kunne løslades mod kaution. Men den beslutning vil først blive truffet på et senere retsmøde i næste uge.

Liget af Preben Povlsen, som er tidligere direktør i Kommunedata, blev fundet forrige mandag. Sydafrikansk politi mener, at han er dræbt på et tidspunkt mellem 14 og 16. januar i sin store feriebolig i Gordon Bay. Her efter er liget - ifølge politiet - kørt ud til Blouberg Strand uden for Cape Town. LÆS MERE OM SAGEN I B.T. TIRSDAG