Næsten to år efter, at en båd med 13 efterskoleelver kæntrede på Præstø Fjord, begynder sagen ved Retten i Nykøbing Falster. Faren til en elev med varige mén glæder sig til at få sat et punktum i sagen.

Henrik Weigel er ikke ude efter hævn. Selv om det er blevet skildret, hvordan forældre til ofrene for den meget omtalte bådulykke på Præstø Fjord »raser«, er det først og fremmest »dejligt, at der bliver sat et punktum«, fortæller han om sagen mod efterskolen. Han er far til en af drengene, der nær mistede livet en formiddag i februar for knap to år siden, skriver Berlingske.

Retssagen begynder i dag, torsdag, ved Retten i Nykøbing Falster. Her risikerer Lundby Efterskole en bøde, mens forstanderen kan få flere års fængsel for ulykken, hvor en 44-årig friluftslærer omkom, og syv elever fik hjertestop. De blev genoplivet, men flere har fået varige mén.

Ifølge Sjællands og Lolland-Falsters Politi var skolens ledelse i høj grad ansvarlig, fordi den som ledelse ikke havde taget de nødvendige forholdsregler. Både skolen og skolens forstander er tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. Og mens Henrik Weigel ikke efterlyser hævn, mener han, at en dom er på sin plads.

- Det bør få en eller anden konsekvens, at en lærer kan tage ud at sejle uden at andre end den anden lærer, der var med på turen, sætter spørgsmålstegn ved det, siger han til Berlingske og undrer sig over, at skolen tilsyneladende ikke havde et klart regelsæt for, hvordan dragebådsturene på fjorden skulle foregå.

Men det mener skolens bestyrelsesformand, Bjarke Rasmussen, som har kaldt sagen »mærkelig«.- Det er en kompliceret og mærkelig sag, fordi vi har overholdt alle regler, sagde han ifølge DR til Ritzau, da tiltalen blev offentliggjort i efteråret.

En rapport fra Den Maritime Havarikommission fremhævede dog mere end et halvt år efter ulykken blandt andet, at eleverne kun bar svømmeveste og altså ikke redningsveste, der kunne have holdt deres hoveder over vandet, da de mistede bevidstheden. Den druknede lærer bar ikke svømmevest.

Havarikommissionen placerer ikke ansvaret for ulykken, men det fremgår, at forstanderen kun havde en mundtlig aftale med friluftslæreren. Aftalen var »utilstrækkelig,« og den sikrede ikke en »fælles forståelse blandt lærere og elever af, hvilke risici der var forbundet med dragebådssejlads,« hedder det i rapporten.

Philip Max Cossen, lektor på Søfartsskolen SIMAC, kritiserer også sikkerheden. Enhver med sund fornuft burde have indset farerne, mener han.

- Når man tager børn med ud i en åben båd midt om vinteren, så gør man det ikke, uden man har afholdt en meget, meget klar instruks. Man skal have særligt redningsudstyr med, og alle skal kunne svømme. Det var ikke tilfældet, siger han til Berlingske.

Selv om advokaturchef Michael Boolsen, der er anklager, ikke er meget for at foregribe sagens gang, vurderer han, at hovedforhandlingen især bliver et juridisk slagsmål om, hvorvidt forstanderen og skolen kan stilles til ansvar.

- Der er selvfølgelig faktuelle forhold, som er omstridte, men det er i høj grad juridiske forhold, der skal afgøres i den her sag, siger han til Berlingske.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan efterskolen og forstanderen forholder sig til tiltalen.