Ingen fortalte, hvad de skulle gøre, hvis dragebåden væltede. Sådan forklarede torsdagens andet elev-vidne i sagen om kæntringsulykken 11. februar 2011 på Præstø Fjord, Signe Dyhrberg Jensen, i retten i Nykøbing torsdag

I alt 13 elever og to lærer - heraf døde læreren Michael Jørgensen - røg i vandet.

Signe Dyhrberg Jensen fik hjertestop ved ulykken og var klinisk død - lige som seks andre elever - da hun blev hevet op af vandet.

- Jeg husker bare, jeg sidder på båden og kigger ned i vandet og er vildt bange. Det næste, jeg husker, er, at jeg vågner op af komaen på Rigshospitalet.

Hun fortalte dog, at noget fra ulykkesdagen stod nogenlunde klart.

- Har du på noget tidspunkt fået at vide, hvad I skulle gøre, hvis I kæntrede?, spurgte anklager Michael Boolsen.

- Nej. Der var heller ingen, der kontrollerede vores svømmeveste. Michael (den afdøde lærer, red.), svarede Signe Dyhrberg Jensen

Signe blev hårdt ramt efter ulykken, hvor hun blev overført til Hammel Neurocenter, hvor hun skulle genoptræne sin krop.

- Jeg var lam fra skulderen og ned og kunne ikke gå, så det var meget kroppen, jeg skulle træne. Vi havde ondt og lå på vores stuer og sov meget, fortalte hun.

I dag går Signe Dyhrberg Jensen i gymnasiet, hvor det går godt - også med indlæringen.

- Men jeg bliver hurtig stresset, og nogle dage bliver jeg rigtig ked af det. Jeg får ikke lyst til at involvere mig med de andre fra klassen. Nogle gange gør det ondt, når jeg går. Og hvis jeg skal bære tunge ting, går det ikke så godt med ryggen. Det kan jeg ikke, sagde hun.

Lundby Efterskole og forstander Truels Truelsen er sigtet i sagen for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og overtrædelse af loven om sikkerhed til søs. Forleden fralagde Truels Truelsen sig al juridisk ansvar og gav lærer Michael Jørgensen skylden, da han ikke havde været på skolen på ulykkesdagen og fortalte, at han havde forbudt vintersejlads.