En lille to-årig pige er uforskyldt blevet centrum i sine forældres bitre strid om hende. Et langt og bittert forhold er kulmineret med, at den 35-årige præst og debattør, Sidsel Jensdatter Lyster, er blevet fængslet. Præsten fra Djursland er fængslet, fordi hun nægter at udlevere sin lille datter til faderen.

Sidsel Lyster frygter for sin datters skæbne, hvis faderen får lov til at bruge den ret til samvær med datteren, som fogedretten i Randers har tilkendt ham.

 

 

- Min klient mener, at hun er blevet udsat for psykisk terror, siger advokat Vivian Jørgensen, der repræsenterer Sidsel Jensdatter Lyster i den ulykkelige sag.

Ifølge advokaten har Sidsel Lyster bortført sin datter, fordi hun mente, at datteren var tydeligt mærket af at være sammen med sin far. I den anden lejr mener faderens talsmand, Lars Hansen, at anklagerne er fri fantasi, og at Sidsel Lyster desuden er ramt af en psykisk lidelse.

 

- Det er noget, hun har opfundet.

 

Retten og Familiestyrelsen har været inde i det, og de har vurderet, at faderen skal have ret til almindeligt samvær med pigen. De har også fælles forældremyndighed,« siger Lars Hansen, talsmand for Foreningen Far.

 

Alt i det nu bitre forhold var fryd og gammen, indtil Sidsel Lyster blev gravid og flyttede sammen med barnets far i december 2008. Så brød striden løs. Sidsel Lysters advokat, Vivian Jørgensen, forklarer, at den lille piges far pludselig skiftede karakter og blev en helt anden person. Mens Lars Hansen fra Foreningen Far siger, at Sidsel Lyster fik en fødsels depression og skiftede karakter.

 

I april 2008 kommer den lille pige til verden. Den lille pige fødes ind i en familie, hvor mor og far ikke kan udstå hinanden. Der skal alligevel gå næsten seks måneder, før parret flytter fra hinanden.

Men hvor de fleste forældre i mindelighed kan aftale en samværsordning, mislykkedes det for Sidsel Jensdatter Lyster og hendes ekskæreste. På trods af at de flytter fra hinanden, bryder hadet ud i lys lue.

Efter nogle måneder, hvor den lille pige har haft et begrænset samvær med sin far, sætter Sidsel Jensdatter Lyster en stopper for det. Det sker, selvom faderen har ret til at se sin pige, og retten ikke har vurderet, at han skulle udgøre en fare for sin datter.

 

Retten på faderens side

Faktisk vurderer retten, at pigens far skal tilkendes mere samvær, hvor pigen skal overnatte hos ham hver anden weekend.

- Det accepterer hun, men da hun skal aflevere pigen, bryder hun sammen på vej ned i bilen og kan ikke aflevere hende, siger Vivian Jørgensen.

 

Faderen får ikke lov at se sin datter.

Da Sidsel Jensdatter Lyster nægter at udlevere hende, går sagen hurtigt i retten. 28. maj bliver præsten idømt dagbøder à flere tusinde kr. om ugen. Alligevel nægter hun at følge rettens påbud.

En måned senere, 29. juni, møder hun i fogedretten i Randers.

 

- Hun bliver spurgt om, hvor barnet er og forklarer, at det er hos bedsteforældrene. De er taget på ferie, og hun vil ikke sige hvorhen, siger Vivian Jørgensen.

Sidsel Jensdatter Lyster bliver derfor taget i forvaring, hvor hun nu sidder på 15. døgn. Pigen er stadig forsvundet.

I går eftermiddag var Fogedretten i Sønderborg ude at banke på hos bedsteforældrene, hvor pigen formodentlig holdes skjult. Ingen lukkede op. Sidsel Jensdatter Lyster har to børn fra et tidligere forhold.