Ved ud noget i sagen? Kontakt os på 1929@bt.dk

På parkeringspladsen foran Glostrup Sygehus opdagede en portør fredag aften en mistænkelig mand, der luskede rundt og kiggede ind i bilerne.

Portøren valgte at gå hen til manden for at spørge, hvad han lavede. Men med det samme vendte manden sig om og snittede portøren i maven.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til BT.

»Portøren blev snittet i maven gennem sin jakke. Han kunne selv gå ind på sygehuset, hvor han blev syet med 20 sting,« siger vagtchefen Københavns Vestegns Politis til BT.

Lørdag morgen oplyster vagtchef Jens Møller, Københavns Vestegns Politi til BT, at politiet ikke er kommet videre med opklaringen.

»Vi arbejder fortsat ud fra den teori, at der er tale om en tyveknægt, der blev overrasket af portøren. De to kendte i hvert fald ikke noget til hinanden og der har ikke været noget forudgående mellemværende«, siger Jens Møller og tilføjer:

»Portøren har det formentlig fysisk ok, der var ikke tale om noget livstruende. Men jeg kan næppe forestille mig, at han mentalt har det godt i dag,« siger Jens Møller.

Politiet blev alarmeret klokken 19.42 fredag aften.

Politiet har endnu ikke fundet frem til gerningsmanden, som beskrives at være omkring 20 år og var på gerningstidspunktet iført en sort Bullrot-hættetrøje og beige bukser.

Efter knivstikkeriet flygtede gerningsmanden mod Nordre Ringvej.

Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Københavns Vestegns Politi på 43 86 14 48.