____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En kvindelig politibetjent fra Midt- og Vestjyllands overhørte sin 55-årige, mandlige kollega have en "lummer" samtale med den prostituerede kvinde, der har anklaget ham for at tvinge hende til sex uden betaling.

Det kom frem under retsmødet i Retten i Viborg i dag, hvor politimanden, der er tiltalt for voldtægt af kvinden, forklarede, at han i slutningen af 2012 blev ringet op af kvinden.

- Det var en mærkelig samtale. Vi har ikke talt sammen i flere måneder, og så ringer hun pludselig og tilbyder mig sex. Det var meget mærkeligt, sagde politimanden.

Han sad på sit kontor sammen med en kvindelig kollega, da han modtog det lumre opkald. Denne kollega overhørte en del af samtalen indtil den tiltalte forlod lokalet. Anklageren ville gerne vide, hvorfor politimanden besluttede sig for at gå ud af rummet.

- Jeg gentog nogle af de ting, hun sagde, fordi de var så mærkelige, og det syntes jeg ikke at hun (kollega, red.) skulle høre, forklarede betjenten.

Under hele forklaringen sad han med rank ryg og talte med klar stemme. Han fortalte, hvordan han gennem sit arbejde var i kontakt med kvinden adskillige gange, men det var langt fra alle detaljer, han kunne huske.

- Det kan jeg ikke lige huske. Jeg ved det ikke, svarede betjenten, da anklageren spurgte ham, om han havde ringet til kvinden.

Oplysninger fra den tiltaltes tjenestetelefon viser dog , at politimanden flere gange har ringet til den forurettede. Men de opkald kunne han intet huske om, da anklageren fortalte om opkaldene.

- Det kan jeg ikke huske, men jeg kan ikke afvise, at hun har ringet til mig, og at jeg så har ringet tilbage, forklarede betjenten.

Kvinden har fortalt politiet, at betjenten skulle have tvunget hende til sex på flere af de bordeller, hvor hun har arbejdet. Betjenten forklarede dog, at han ikke har været på bordellerne i andet end embeds medfør.

- Jeg vil afvise enhver form for seksuel kontakt, som hun påstår. Men jeg vil ikke afvise, at jeg har været derude, forklarede politimanden.