Den formodede leder af banden Loyal to Familia (LTF), 26-årige Shuaib Khan, blev sigtet for drabsforsøg efter et voldsomt overfald i februar. Nu er han tiltalt for grov vold.

Han er søn af den kontroversielle lokalpolitiker Wallait Khan og særdeles godt kendt af politiet. I en alder af 21 år blev politikersønnen i 2008 dømt for dødsvold, begået i den berygtede festgade Jomfru Ane Gade i Aalborg. Nu er Shuaib Khan tiltalt for grov vold begået under hans prøveløsladelse.

Shuaib Khan og 10 medlemmer fra banden Loyal To Familia, eller LTF, overfaldt i februar to personer sent om aftenen i Københavns nordvestkvarter på Rådvadsvej. Fire medlemmer i LTF stod, ifølge tiltalen, i spidsen for overfaldet, heriblandt Shuaib Khan.

De to ofre blev sparket i hoved og på kroppen, fik slag i hovedet med en maglite-lygte og blev stukket flere gange på armene. Shuaib Khan var prøveløsladt, da politiet pågreb ham i marts. Her stormede politiet 42 adresser i Hovedstadsområdet, hvor Shuaib Khan og 39 medlemmer af den berygtede bande Loyal to Familia blev anholdt.

Vil have ham frifundet

Bandelederen og de øvrige medlemmer var oprindeligt sigtet for drabsforsøg, fordi de to ofre kom alvorligt til skade og var ilde tilredt efter overfaldet. Men nu har retten reduceret tiltalen til en sag om grov vold. Det glæder Shuaib Khans forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

- Vi er glade for, at tiltalen er lempet og kun er rejst som en voldssag og ikke en drabsforsøg-sag. Der er stor forskel på de to. Det er i den lette kategori sammenlignet med et drabsforsøg, siger han til BT.

Shuaib Khans største frygt er at blive udvist til Pakistan, og det var tæt på at blive en realitet, da han i 2008 blev idømt otte års fængsel for dødsvold i Aalborg. Men selvom Shuaib Khan igen er i overhængende fare for at blive udvist af Danmark, er hans forsvarer fortrøstningsfuld.

- Hvis han var tiltalt for drabsforsøg, var der større risiko for, at han ville blive udvist. Når der er tale om grov vold, tror jeg ikke, at det bliver en realitet. Mit største mål er at få ham frifundet, siger forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen.

Sagen starter i Retten på Frederiksberg den 20. november og skal køre i november og december.

Bandekrig

Banden Loyal To Familia vakte stor opsigt i vinters, fordi de var involveret i flere skyderier og knivstikkerier på bl.a. Københavns Tekniske Skole. Politiet vurderer, at Loyal To Familia har omkring 75 medlemmer, og de holder primært til på Nørrebro i København.

Gruppen udspringer af Blågårds Plads grupperingen, men har også medlemmer fra bander i Skovlunde, Kokkedal og Tingbjerg. Loyal To Familia menes at ligge i krig med Værebro-gruppen ‘Værebros hårde kerne’, der holder til Værebroparken i Bagsværd nord for Købehavn.

I marts varetægtsfængslede politiet mere end 40 personer fra banden for blandt andet narkotikahandel, drabsforsøg og drab. Dermed blev over halvdelen af banden fjernet fra gadebilledet.