Efter B.T.s afsløringer af omfattende svigt i politiets efterforskning af en række mistænkelige dødsfald, kræver flere partier nu handling af justitsminister Morten Bødskov (S).

Bødskov måtte i går stå skoleret ved et samråd i Folketingets Retsudvalg, og i den forbindelse opfordrede Dansk Folkeparti ministeren til at gennemtvinge en fornyet efterforskning af samtlige sager, B.T. har oprullet i løbet af de seneste uger. Sager, hvor dødsfald på et spinkelt grundlag er henlagt som selvmord, selvom spor tyder på, at der i virkeligheden kan være tale om drab.

- I stedet for at agere pindsvin og rejse pigge som forsvar mod kritikken, bør politiet lytte til de ting, der er kommet frem og give de her sager et frisk eftersyn. Det er det eneste, de kan være bekendt over for de pårørende, der i årevis har stået som spørgsmålstegn, fordi deres venner og familiemedlemmers dødsfald aldrig er blevet undersøgt ordentligt. Kan de ikke finde ud af det selv, må ministeren pålægge dem det, siger Peter Skaarup, DF.

Nedsætter arbejdsgruppe


Justitsminister Morten Bødskov meddelte allerede onsdag aften, at der som følge af B.T.s afsløringer vil blive nedsat en arbejdsgruppe, som får til opgave at kulegrave politiets arbejde med mistænkelige dødsfald og komme med forslag til forbedringer.

Gruppen, der kommer til at bestå af retsmedicinere, ledende politifolk og jurister, embedslæger og repræsentanter for anklagemyndigheden, skal dog ikke vurdere de i alt fire sager, der er udgangspunkt for afsløringen af alvorlig efterforskningssjusk.

Skal sagerne genoptages, er det de enkelte politikredses opgave, fastslog justitsministeren. Han afviser således også selv kategorisk at kommentere de oplysninger, der er frembragt her i avisen.

- Det er en vigtig problemstilling, som vi tager meget alvorligt, men jeg hverken kan, vil eller skal have nogen holdning til de enkelte sager. Det er ikke en ministers opgave, siger han.

Absolut ikke dovenskab


Morten Bødskov vil dog gerne kommentere en del af den kritik, som en række erfarne politifolk og retsmedicinere har fremsat i forbindelse med omtalen af sagerne om Pernille Oldenborg Lind. Eva Lykke Christensen, Edith Hindhede Christiansen og Stanley Bengtsen.

Flere har sagt, at politiets efterforskning af mistænkelige dødsfald er præget af dovenskab og manglende kompetencer, som betyder, at camouflerede drab henlægges som selvmord, men det er det rene sludder, mener ministeren.

- Jeg kan ikke få øje på noget grundlag for at bruge udtryk som inkompetence og dovenskab. Det er simpelthen ikke rimeligt. Det er mit indtryk, at politiet tager de her sager meget alvorligt, og faktisk er håndteringen af mistænkelige dødsfald en fast og meget vigtig del af undervisningen på politiskolen, siger han.

Ministeren kan ikke udelukke, at B.T.s afsløringer kommer til at medføre ændringer af regler og praksis på området, men i så fald mener han først, det kan ske forsvarligt, efter at den nye arbejdsgruppe er kommet med sin anbefaling. Den forventes i slutningen af foråret.

Flere obduktioner?

Trods ihærdige opfordringer fra især Venstres retsordfører Karsten Lauritzen, der havde indkaldt ministeren til samrådet, afviste Morten Bødskov således både under samrådet og et efterfølgende interview med B.T. at komme med sit bud på, hvad der kan gøres for at mindske risikoen for, at drab ved en fejl henlægges som selvmord.

Flere eksperter har foreslået at hæve antallet af obduktioner, og den tanke støttes af venstremanden. I Danmark er det kun 16 procent af alle selvmordsofre, der underkastes en grundig retsmedicinsk undersøgelse for at fastslå dødens årsag, mens det i Sverige og Finland er tæt ved 100 procent.

Ministeren advarer

Uden at ville tage konkret stilling til forslaget advarede ministeren dog om, at betydeligt flere obduktioner vil medføre en betydeligt større regning til staten. En advarsel, der preller af på Venstre.

- Drab er den alvorligste af alle forbrydelser, og derfor mener jeg faktisk, at man bør prioritere sager, hvor mennesker kan være blevet slået ihjel, over alt andet. Det kan godt være, at flere obduktioner betyder, at man må skære ned et andet sted, men så må det bare være sådan, siger Karsten Lauritzen (V).

SE B.T.'S STORE TEMESIDE - MORD ELLER SELVMORD - HER ELLER LÆS KORT OM DE ENKELTE SAGER NEDENFOR

Var det mord eller selvmord?


Edith Hindhede Christiansen


En novembermorgen i 2003 blev den 55-årige skolelærer Edith Hindhede Christiansen fundet død med mindst 179 knivstik og snit over hele kroppen i sit og mandens fælles hjem i Ans i Midtjylland.

En læge og to patruljebetjente mente, der var tale om drab, men en enkelt tilkaldt kriminalassistent afviste efter et par timers ekstremt overfladisk efterforskning, at det kunne være tilfældet. Blandt andet fordi offeret i to måneder havde været deprimeret, og hendes mand, der var hjemme under dødsfaldet, forklarede, at han havde sovet i gæsteværelset uden at opdage noget.

Gerningsstedet blev hverken undersøgt eller afspærret, og der blev ikke tilkaldt retsmedicinere til stedet. En obduktion den følgende dag støttede selvmordskonklusionen, men flere førende retsmedicinere rejser nu tvivl om konklusionens rigtighed. De mener, et selvmord som det beskrevne er umuligt at gennemføre, ligesom det findes stærkt mistænkeligt, at der stort set ikke blev fundet blod ved et overskåret håndled.

LÆS MERE OM EDITH-SAGEN HER

Eva Lykke Christensen


I marts 2001 blev den 21-årige designstuderende Eva Lykke Christensen fundet hængt i sin og samleveren K.S.’ fælles lejlighed i Kolding. Samleveren, der flere gange var dømt for blandt andet kvælningsvold, fortalte, at hun havde hængt sig selv, mens han kortvarigt var ude af lejligheden. Trods protester fra pårørende, lukkede politiet sagen som selvmord uden obduktion og tekniske undersøgelser. 

Godt et år senere forsøgte samleveren at kvæle en ny kæreste og dennes ven. Under afsoningen af straffen tilstod han i fortrolighed over for endnu en kæreste, at han kvalte Eva og hængte hende for at narre politiet. Rejseholdet gik ind i sagen og samlede i hemmelighed mere end 1.000 siders beviser, der blandt andet viste, at K.S. havde plantet falske selvmordsindikationer i Evas lægejournaler, havde slettet beviser, og at et selvmord, som det han beskrev for politiet, var stort set umuligt. Alligevel afviste statsadvokaten i 2006 at tiltale samleveren for drab, på grund af de manglende undersøgelser fem år tidligere. 

LÆS MERE OM EVA-SAGEN HER

Stanley Bengtsen


29-årige Stanley Bengtsen blev fundet død på badeværelset i sit og kærestens fælles hjem i Lemvig i 2008. Han var delvis kastreret, hans hals var skåret over, og han havde et knivstik i lungen og et i hjertet, hvor kniven stadig sad.

Ved politiets ankomst var samleveren gået amok og havde raseret hjemmet. Hun havde friske rifter efter en skarp genstand i fingrene, og få meter fra liget havde hun lagt et par bukser i blød for at fjerne, hvad der lignede blod. Hun blev anholdt og sigtet for drab, men løsladt igen næste formiddag, da sagen blev lukket som selvmord. Beviserne blev efterfølgende destrueret af politiet uden nærmere undersøgelse.

Flere venner af parret fortæller, at de havde et stærkt omtumlet og voldeligt forhold, og at samleveren længe havde ønsket at slippe af med Stanley.

LÆS MERE OM STANLEY-SAGEN HER

Pernille Oldenborg Lind

Sankthansaften 2006 blev 14-årige Pernille Oldenborg Lind fundet hængt i sit hjem i Galten vest for Aarhus. Politiet behandlede fra første sekund sagen som selvmord trods voldsomme protester fra de pårørende. En kriminalteknisk undersøgelse efter flere uger blev gennemført som et rent skuespil for at lukke munden på familien, og det eneste beslaglagte bevis, et lagen, der var brugt som reb, forsvandt. 

I begyndelsen af året kunne B.T. på baggrund af genskabte computerfiler og sms-beskeder afsløre, at Pernille op til sin død havde kontakt til flere hidtil ukendte mænd. Heriblandt en ung mand, der før havde forsøgt at kvæle en pige. Samtidig fortalte en nabo, at han hørte den 14-årige pige skrige og skændes med en mand, da hun ifølge politiet begik selvmord alene, og endelig udelukkede flere førende retsmedicinere, at hun døde af kvælning ved hængning som konkluderet af politiet. Som følge af omtalen blev sagen genoptaget af Østjyllands Politi, der fortsat efterforsker den.

LÆS MERE OM PERNILLE-SAGEN HER