De voldsomme sammenstød og urolighederne på Nørrebro onsdag aften har vakt harme hos flere af landets politikere.

Onsdag var det 10 år siden, at Ungdomshuset i København blev ryddet, og i den anledning samlede flere hundrede mennesker sig til en demonstration, der udviklede sig voldeligt.

To gange måtte Københavns Politi opløse demonstrationerne, da der blev kastet med sten mod politibiler, tændt romerlys, kastet med flasker og kanonslag og blev begået hærværk mod butikker og banker på demonstrationens rute fra centrum af byen og ud til Jagtvej 69, hvor det gamle Ungdomshus lå.

De voldsomme sammenstød og uroligheder er efterfølgende blevet fordømt af en lang række politikere.

Blandt andet skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen ganske kort på Twitter:

'Opfør jer ordentligt!'

Senere uddybede han dog på sin Facebook, hvor han blandt andet skrev:

'Jeg nægter simpelthen at betragte nogle hundrede antidemokratiske ballademagere som havende nogen som helt legitimitet til at tegne den danske ungdom. Den er heldigvis meget mere moden, demokratisk og reflekteret end de venstreradikale ekstremister, der agerer gadens parlament her til aften. Lad os ikke glemme det - og lad os bakke om vores samfundsnormer og politi!'

10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader. Her har nogle demonstranter lavet bål hvor det gamle ungdomshus lå.
10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader. Her har nogle demonstranter lavet bål hvor det gamle ungdomshus lå. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) rasede på Facebook:

'Forfærdelige billeder fra Nørrebro. Jeg begriber ikke, at vores modige betjente skal udsættes for en så vanvittig adfærd fra unge forbrydere. Det bekræfter mig i, hvor godt det var at rydde Ungdomshuset for 10 år siden. Jeg er rasende. Men jeg har fuld tillid til, at vores dygtige betjente tager hånd om situationen.'

Københavns overborgmester Frank Jensen skriver på Facebook, at han håber, der bliver slået hårdt ned på dem, der 'med bøllemetoder har hærget og bragt helt almindelige københavnere i fare':

'Nørrebro er DKs mest mangfoldige bydel. Der er studerende, børnefamilier, pensionister, frikirker, moskeer, en jødisk kirkegård, to Michenlin-restauranter, brune værtshuse og hipster-smarte cafeer. Og der er skam også plads til revolutionsromantikere, der drømmer om at ophæve den private ejendomsret. Men INGEN har ret til med vold at sætte en hel bydel i undtagelsestilstand. Jeg er glad for at politiet er ved at få styr på situationen, og jeg håber, at de slår hårdt ned på dem, der her til aften med bøllemetoder har hærget og bragt helt almindelige københavnere i fare.'

Socialdemokraternes tidligere justitsminister Morten Bødskov roser politiet for indsatsen på sin Twitterprofil.

'Stor ros til Københavns Politi for indsatsen på Nørrebro. Vanskelig opgave, som I løser med stor autoritet. Flot!'

10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader. Her politiet på Jagtvej.
10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader. Her politiet på Jagtvej. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) spørger retorisk på Twitter, om demonstranterne er 'vanvittige'.

'Er de vanvittige, demonstranterne? De skal ikke kidnappe vores fredelige kvarter på Nørrebro!'

Samtidig 'græmmes' formanden for Retsudvalget - Dansk Folkepartis Peter Skaarup - over demonstranternes opførsel.

'Ungdomshus-demonstranterne er ikke blevet klogere på 10 år. Tværtimod! Jeg græmmes over deres opførsel!'

Københavns Politi oplyser torsdag morgen til nyhedsbureauet Ritzau, at man i alt har sigtet ni personer i forbindelse med demonstrationerne i København onsdag aften.

Tre er blevet sigtet for vold mod tjenestemand i funktion.

»Vi har også sigtet tre personer for vold mod tjenestemand, og resten er blevet sigtet for andre ting som eksempelvis brud på ordensbekendtgørelsen og våbenloven,« siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader.
10-årsdagen for nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, blev onsdag d. 1. marts 2017 markeret med en stor demonstration igennem Københavns gader. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere