Antallet af betjente på Folkemødet bliver »mindst tidoblet« sammenlignet med tidligere år.

Det fortæller formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt ifølge b.dk.

Det store politiopbud skyldes først og fremmest terrorangrebet, der ramte København i februar, og som siden har forhøjet terrorberedskabet i landet væsentligt.

Blandt de mange betjente, der skal vogte solskinsøen fra 11.-14. juni, skal en del jyske kollegaer være med til at sørge for sikkerheden blandt de mange deltagere. Det giver alt andet lige færre hænder til at løse opgaverne hjemme i kredsene, påpeger politiformanden.

»Det betyder i al sin enkelthed, at de opgaver, de skulle have lavet i det jyske, i bedste fald bliver lavet af andre, men i værste fald og nok mest sandsynligt ikke løst, fordi der vil være færre,« siger Claus Oxfeldt til b.dk.

»Det er ikke sådan, at man i dansk politi har et beredskab, man er klar til at sætte ind, når der sker noget uforudset,« tilføjer han.

Også de anmeldte besøg fra flere højreekstremistiske politikere bidrager til, at beredskabet er blevet hævet, betoner Claus Oxfeldt:

»Når utraditionelle personer som Geert Wilders og andre kommer og skal deltage, gør det, at sikkerhedsopbuddet bliver væsentligt større. Man kan være lidt nervøs for, at den folkelige, fornøjelige og festlige stemning måske bliver lidt anderledes, fordi politiet skal være skarpe og klar til at gribe meget hurtigt ind,« siger han.

Blandt de kontroversielle deltagere på dette års Folkemøde er udover den hollandske, islamkritiske politiker Geert Wilders også den græske europaparlamentariker Georgios Epitideios, der er medlem af Gyldent Daggry, der af modstandere er anklaget for at være nynazistisk. Også Nicolai Sennels, dansk talsperson for islamkritiske For Frihed, det tidligere Pegida, har meldt sin ankomst til Folkemødet.