Restaurant i Hillerød blev natten til tirsdag angrebet med brandbomber. To blev reddet ud af politiet.

Politifolk måtte sparke døren ind for at redde to beboere fra flammerne i Hillerød. Det skete natten til tirsdag, da der blev kastet brandbomber mod en restaurant i byen. Politiet modtog anmeldelsen klokken 0.44, og kort efter ankom en patrulje til stedet.

- Der er knust en rude, og det har brændt inde i bygningen. Politiet var derude og sparkede døren ind og reddede to personer ud, som lå og sov i en lejlighed ovenpå, fortæller efterforskningsleder Morten Riisager-Pedersen til Ritzau.

Efterfølgende ankom brandvæsnet til Olsens Steak House, som restauranten hedder, og det lykkedes for brandfolkene at få slukket ilden.

- Nu undersøger vi stedet med teknikere for at finde ud af, hvad der er sket derinde, og når de kommer ud og fortæller os det, så må vi se, hvad vi så kan gøre, siger Morten Riisager-Pedersen.

Hvad der har fået den eller de ukendte gerningsmænd til at angribe stedet, har efterforskningslederen endnu ingen idé om.

- Det har vi slet ikke. Ikke på nuværende tidspunkt, siger Morten Riisager-Pedersen.

De to personer, som blev reddet ud fra bygningen, befandt sig i en lejlighed, der ligger ovenpå restauranten. Umiddelbart har lejligheden ikke noget med restauranten at gøre.

Efterforskningslederen forventer, at brandteknikerne vil være færdige med deres indledende undersøgelser i løbet af eftermiddagen. Indtil da afventer han deres undersøgelse.

- Det forlyder, at der er kastet brandbomber. Men jeg kan ikke uddybe det nærmere. Jeg vil godt have en melding fra vores teknikere først om, hvad de ser derinde, siger Morten Riisager-Pedersen.

/ritzau/