Ifølge teknikere fra Nordjyllands Politi kan den voldsomme brand, der tirsdag nat hærgede en hel boligblok i Løgstør, være antændt af et fyrfadslys.

Det oplyser vicepolitikommissær Henrik Staal, der leder efterforskningen, til BT. 

- Det som vores teknikere siger er, at brandårsagen ikke er uforenelig med uforsigtig omgang med fyrfadslys. Så det kan altså godt være det, som er skyld i branden, siger han. 

Han understreger dog, at der er tale om foreløbige konklusioner, og at man stadig venter på den endelige rapport fra teknikerne. 

- Vi undersøger derfor flere ting. Vi er for eksempel også i gang med at se på, om der kan have været fejl i el-nettet. Det er jo et stort brandsted, så vi regner først med at kunne melde noget endeligt ud i næste uge.  

Et fire-årigt barn døde i flammerne, mens barnets 57-årige mormor døde efter et fald fra 2. sals højde.