Det var ikke akut mangel på ilt men selve skaderne efter de nedfaldne bigballer, som på dybt tragisk vis har revet livet væk fra de tre søstre fra Hee.
Det kan konkluderes, efter at der mandag blev holdt ligsyn over de tre omkomne piger; Barbara på seks år, Michelle på ni og Julie på 13.
- De tre piger er døde som følge af de skader, de havde pådraget sig efter at være blevet ramt af de nedfaldne høballer, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Læs også: Høballe-tragedien: Nu er pigernes bisættelse fastlagt
Der har tidligere været tvivl om, hvorvidt det var vægten af høballerne eller mangel på ilt, der kvæstede de tre søstre.
Hvad der præcis forårsagede, at fire store høballer, som hver vejer op mod et halvt tons, faldt ned, er det endnu ikke lykkes hverken Arbejdstilsynet eller politiet at klarlægge. Og ifølge sektionsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi i Ringkøbing, Bjarne Højgaard, sker det nok heller ikke:
- Vi går som hidtil ud fra, at det er en tragisk ulykke, som er sket under de tre pigers leg. Men da de var de eneste, som var på stedet, får vi sandsynligvis aldrig svar på, hvad der helt præcis skete inde i ridehallen, siger han til bt.dk.
Læs også: Politiet om høballe-tragedien: Vi får nok aldrig svar
Familien fra Hee, som før bestod af seks, består nu kun af tre: Mor, far og pigernes storebror Mads.
Barbara, Michelle og Julie bisættes på onsdag fra Skjern Kirke.



