Tv-kokken Camilla Plums 24-årige søn er tiltalt for grov mishandling af ponyen Tarzan, han og en kammerat slagtede på stranden i sommer.

'Ponyen har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe'. Det fremgår af anklageskriftet mod kogekonen Camilla Plums søn, Carl Plum, som står tiltalt for mishandling i forbindelse med den opsigtsvækkende og omdiskuterede slagtning af ponyen Tarzan på Tisvildeleje Strand i sommeren sidste år.



Den 24-årige Carl Plum er sammen med en to år yngre kammerat tiltalt for at overtræde dyreværnslovens §28, selvom Carl Plum tidligere har forsikret i et langt brev til modkraft.dk, at hesten ikke led nød. Heri fortalte han også, at hesten skulle spises til Skt. Hans.

Mere end et halvt år senere har anklagemyndigheden dog en anden udlægning sagen. De to kammerater står i dag tiltalt for at have udsat ponyen for: 

'... groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet de i forening og efter forudgående aftale aflivede ponyen ved overskæring af halsen med en kniv uden forudgående bedøvelse, hvorved ponyen har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe'.




Derudover er de to kammerater tiltalt for aflivning, selvom aflivning kun må foretages af dyrlæger, slagtere eller uddannede personer. Det er sket uden bedøvelse, 'ligesom ponyen ikke var bevidstløs og uden smerteoplevelse indtil sin død', står der videre i anklageskriftet.
Slagte-våbnet, en kniv, gør også, at Carl Plum og vennen er blevet tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse, fordi de var i besiddelse af en kniv med en klinge over 12 cm.


Anklagemyndigheden kræver, at Camilla Plums søn og kammerat frakendes retten til at 'eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr' i en periode, som retten fastsætter.

- Selve straffen vil formentlig være i bøde-størrelse, men det, der slår hårdest, vil formentlig være kravet om, at de ikke må have med dyr at gøre, siger Rikke Hald fra Nordsjællands Politi.
Sagen skal for retten 13. maj i Hillerød.