Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker tyveri af i alt 160 B&O-apparater.

Hvordan kan det lade sig gøre at fjerne 160 tv-apparater fra en lastbil, mens chaufføren sover i køretøjet?

Dét spørgsmål søger Midt- og Vestjyllands Politi svar på, efter 160 B&O-fjernsyn natten til tirsdag blev stjålet fra en lastbil, der var parkeret på Transportcenter Allé ved Hammerum.

- Vi undrer os over, at chaufføren kan sove fra det hele, siger vicepolitikommisær Bent Smedegaard, Midt- og Vestjyllands Politi, til DR P4 Midt & Vest.

Tyveriet skete fra en polsk indregistreret lastbil med en polsk chauffør ombord. En forbipasserende så tidligt tirsdag morgen, at der holdt tre kassevogne tæt på lastbilen. To polske og en tysk.

Politiet har afhørt chaufføren og lavet udvidede tekniske undersøgelser på stedet. Samtidig skal videoovervågning fra parkeringspladsen tjekkes.

B&O-apparaterne koster cirka 10.000 kroner stykket.