Det er lykkedes politiet at identificere to af de omkomne fra helikopteren, der fredag styrtede i havet mellem Røsnæs og Samsø .

Det drejer sig om en 37-årig mand og en 51-årig mand, der begge er bosiddende på Sjælland, oplyser Midt og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Søværnets Operative Kommando (SOK) har her til aften lokaliseret den forulykkede helikopter. Der blev ikke fundet nogen personer i vraget. Der savnes således stadig en person.

Politiet har en formodning om, hvem både den tredje omkomne og den savnede er. Den savnede formodes også omkommet. Alle pårørende er underrettet, oplyser politiet.

Helikoptervraget skal senere undersøges af Havarikommissionen for at klarlægge årsagen til ulykken.

SOK har foreløbig indstillet eftersøgningen.

BNB