Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Østjyllands Politi undersøger et knivoverfald i Aarhus' vestlige udkant. Ingen livstruende skader.

Samme dag, som Østjyllands Politi har indført visitationszone i den vestlige del af Aarhus, efterforsker man et knivstikkeri i området.

Politiet fik ved firetiden søndag melding om et overfald på Holmstrupgaardsvej i Brabrand.

Ifølge vidner, som DR Nyheder har talt med, er der tale om en ung mand, der sad og ventede ved et busstoppested.

En bil stoppede op foran ham, og han fik besked på at følge med. Det nægtede han, og herefter blev han stukket i nakken og hånden med en kniv.

Han søgte herefter tilflugt på en nærliggende restaurant.

Det 22-årige offer er kørt på skadestuen uden dog at være kommet alvorligt til skade, oplyser Østjylland Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har indtil videre anholdt en 24-årig mand, der mistænkes for at have forbindelse til overfaldet.

Ifølge chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen er man på udkig efter flere medgerningsmænd.

Det er endnu uvist, om episoden har nogen forbindelse til den bandekonflikt, der er i gang i Aarhus lige nu.

/ritzau/