Det var tilsyneladende en tilfældig, forbipasserende mand, der søndag aften ved 23-tiden blev ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro i København.

Manden, der er 39 år, blev kørt på sygehuset efter skyderiet, hvor der blev affyret mindst syv skud. Han er mandag i kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Den 39-årige har ifølge politiet ikke tilknytning til bandemiljøet.

- Forurettede er efter politiets vurdering en tilfældig uskyldig mand, som ikke er kendt med banderelationer, siger politiet i en pressemeddelelse.

Manden, der ifølge politiet er afrikansk, blev ramt, da to personer på knallert kom kørende forbi en mindre gruppe mænd, der gik på fortovet.

Vidner har fortalt, at knallerten kom fra Mimersgade og drejede ned ad Heimdalsgade.

Da den var ud for en af mændene i gruppen, standsede den op. Passageren på knallerten sprang af og rettede en pistollignende genstand mod den 39-årige og affyrede mindst syv skud.

Der er ikke oplysninger om, hvor mange skud der ramte manden, og hvor han blev ramt. Politiet oplyste i første omgang, at hans tilstand var stabil, men mandag lyder det, at hans tilstand er kritisk.

Politiet efterforsker flere spor i sagen. Blandt andet skal flere vidner afhøres.

Knallerten skal også undersøges. Den blev fundet kort efter brændende under Bispeengbuen på Nørrebro.

- Vi ser naturligvis med meget stor alvor på denne helt uacceptable situation, hvor maskerede kriminelle kører forbi helt uskyldige mennesker og skyder dem, siger chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov, Københavns Politi.

Skyderiet i Heimdalsgade var det tredje i weekenden. Fredag aften var der skyderi på Tomsgårdsvej og Birkedommervej i Nordvestkvarteret.

Her blev der fra en svensk indregistreret sort VW Golf affyret skud mod en hvid Hyundai, som ifølge politiet tilhører personer med banderelationer.

Lørdag aften var der skyderi ved Den Røde Plads på Nørrebro. Her blev to mænd på 23 og 24 år fra lokalområdet ramt, da de stod ud for en shawamabar.

De blev ramt af skud affyret af to fuldt maskerede personer på knallert. Også i dette tilfælde er det politiets klare opfattelse, at de to sårede ikke er en del af bandekonflikten.

Ifølge Jørgen Bergen Skov har efterforskningen af skudsagerne første prioritet både i Københavns Politi og hos politiets teknikere.

- Det er et erklæret mål løbende at få fængslet aktørerne i konflikten. Det drejer sig for os om at få alle de voldsparate væk fra gaderne hurtigst muligt, siger han.

I løbet af weekenden er tre personer med tilknytning til bandemiljøet anholdt for forskellige former for kriminalitet.

/ritzau/