Politiet vurderer, at tidspunktet er forpasset i forhold til at finde badegæst i live ved Sydsjælland.

Næstved. Politiet har besluttet, at man ikke genoptager eftersøgningen af 29-årig badegæst, der torsdag middag forsvandt under en badetur i vandet ud for Karrebæksminde på Sydsjælland.

Det oplyser Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Da eftersøgningen torsdag eftermiddag blev indstillet, var det på et tidspunkt, hvor man vurderede, at tidspunktet er forpasset, i forhold til at personen stadig var i live, hvis han var i vandet, siger han.

Politiet fik 12.15 torsdag en melding om, at manden var forsvundet under en badetur fra et båd.

Manden var sammen med en gruppe mennesker på båden, som forsøgte at kaste en redningskrans ud til ham.

Han ikke nåede at få fat i kransen, og vidnerne så den 29-årige mand forsvinde under vandet.

Omkring klokken 15.30 torsdag besluttede politiet og redningsmandskab at indstille eftersøgningen.

- Der var mange, der så, hvordan han desværre gik ned, men vind- og vejrforhold gør, at han kan være drevet væk i rigtig mange retninger, siger vagtchef Ole Hald.

/ritzau/