Tre kvinder blev anholdt, da Københavns Politi natten til fredag var i aktion mod gadeprostituerede på Vesterbro. Man undersøger nu, om kvinderne er handlede.

Gadeprostitution er ifølge politiet et voksende problem på Vesterbro i København, hvor beboere og gæster i stigende grad bliver generet af kvinder, der åbenlyst tilbyder seksuelle ydelser.

Derfor gennemførte Københavns Politi natten til fredag en aktion rettet mod udenlandske gadeprostituerede i bydelen, og det resulterede i tre anholdelser.

Der er tale om to kvinder fra Nigeria på henholdsvis 32 og 35 år, samt en kvinde fra Peru på 32 år, der alle tre har opholdstilladelse i et andet EU-land. Kvinderne skal nu afhøres af Center Mod Menneskehandel for at få vurderet, om de er ofre for menneskehandel, hvorefter det vil blive besluttet, om de skal udvises af Danmark.

»Aktionen var planlagt på baggrund af en udvikling vi tidligere har set i samme område i forårs- og sommermånederne, og vi har sammen med lokalpolitiafdelingen kunnet konstatere et tiltagende problem, som har skabt ulemper. Kvinderne har en adfærd, der gør, at flere beboere, forbipasserende og gæster på områdets hoteller føler sig generet af det,« siger vicepolitiinspektør Tom Struve fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Under aktionen gik politiet også efter Vesterbros narkohandlere, og i den forbindelse blev to afrikanske mænd anholdt.

»Vores løbende indsats mod narkotikahandelen på Vesterbro viser, at tilrejsende kriminelle udlændinge ser området som et attraktivt marked for handel med euforiserende stoffer. Der vil i den kommende tid være øget fokus på Vesterbro, og vi vil fortsat aktionere mod den kriminalitet, som skaber utryghed og medfører ulemper i området,« siger Tom Struve.