En 46-årig mand fra Kalundborg-egnen, der har siddet varetægtsfængslet for overgreb på et barn i en indtil videre mørkelagt sag, er nu blevet sigtet for overgreb på yderligere to børn.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden har i en periode siddet varetægtsfængslet i den mørkelagte sag. Tirsdag udløber varetægtsfængslingen, men manden er gået med til, at den forlænges med fire uger, uden at der afholdes nyt retsmøde.

VED DU NOGET OM SAGEN, SÅ TIP OS PÅ 1929@BT.DK

Politiet er meget tilbageholdende med oplysninger i sagen, og manden er beskyttet af et navneforbud. Det indebærer, at heller ikke hans stilling eller andre oplysninger, der kan identificere ham, må offentliggøres.

Ifølge lokalavisen Nordvestnyt, der har fået aktindsigt i de oprindelige sigtelser mod manden, handler sigtelserne mod ham om, at han i perioden fra 1. juni sidste år til 23. maj i år skal have haft andet seksuelt forhold end samleje med en 12-årig dreng. Overgrebene skal angiveligt være sket på mandens bopæl i Kalundborg Kommune.

Desuden handler sigtelsen om betaling for seksuelle ydelser og om opfordringer til, at drengen sendte manden nøgenbilleder af sig selv.

Nu er der altså kommet yderligere sigtelser om overgreb mod to andre børn. Det er dog uvist, hvad de sigtelser nærmere går ud på.

/ritzau/