KØB PLUS!

Politiet sidder klar: Afsløres Heidis morder i dag?

DNA-profil på Heidi Abildskovs drabsmand er klar fredag eftermiddag.

Lige nu venter politiet i Nordsjælland i spænding på svaret på den DNA-profil af gerningsmanden, som retsgenetikere har arbejdet på de seneste dage. 

Fredag eftermiddag regner efterforskerne i Heidi-sagen nemlig med at have en profil af den 41-årige kvindes morder. Det store spørgsmål er nu, hvad den kan bruges til.

- Spørgsmålet er naturligvis, om det er en profil, der er kendt i vores eget register i forvejen. Det vil selvfølgelig være det ultimative, siger efterforsker Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til bt.dk og hentyder til, at det i givet fald burde blive en forholdsvis smal sag at få fat i drabsmanden.

Stor aktion i nat: Politiet ledte efter Heidis morder

Dna-svar fredag: Tyv stjal muligvis Heidis mands tøj

Den 41-årige mor og viceskoleinspektør Heidi Abildskov blev brutalt stukket ned i sit hjem natten mellem torsdag og fredag i  sidste uge. Efterforskningen tyder på, at hun har overrasket en indbrudstyv, som dræbte hende i panik.

Trods et utal af henvendelser fra offentligheden mangler politiet stadig det afgørende spor i sagen. Håbet er, at DNA-profilen kan skabe et gennembrud i sagen.

- DNA-profilen kan blive meget afgørende. Får vi profilen, så har vi en profil på gerningsmanden, understreger Henning Svendsen. 

- Kender vi ikke profilen fra vores eget registre, sender vi den ud via Interpol i håb om, at den er kendt i andre lande, siger Henning Svendsen, men understreger samtidig, at gerningsmanden i givet fald sagtens kan være dansk eller bosiddende i Danmark. Så kan han bare være en person, som ikke er kendt af politiet i forvejen. 

Natten mellem torsdag og fredag - præcis en uge efter det uhyggelig drab - var politiet talstærkt til stedet i området omkring den dræbtes hjem.

13 betjente fra både efterforskningsenheden og det lokale politi gennemførte en såkaldt fastfrysningsaktion, hvor de hele natten - en uge efter drabet -  systematisk stoppede alle forbipasserende i biler, på cykel og på gåben i området. De delte også omkring 400 flyers ud til beboere i området med beskrivelse af det tøj, som gerningsmanden havde på, da han ankom til området.

- Det er et spørgsmål om at finde ud af, hvad sker der i sådan et område om natten. Vi forsøgte os at danne os et overblik over, hvordan normalbilledet ser ud i området på en dag, der matcher en dag, hvor hun blev dræbt.

Fredag formiddag var Heidi Abildskovs mand tilbage i huset for at se, om noget af hans tøj manglede. Politiet arbejder nemlig ud fra den teori, at drabsmanden har taget noget af hans tøj på, inden han flygtede fra huset. I parrets bil har politiet fundet gerningsmandens bukser og jakke, som han formodentlig har smækket inde i bilen ved en fejl.

Ifølge politiken.dk kunne manden dog ikke umiddelbart set, at der manglede noget. Politiet hælder dog stadig til den teori, at gerningsmanden har taget noget tøj.

Men tøjet er ikke det eneste, som mangler i sagen. Det er endnu også uvist, hvor gerningsvåbenet er, og fredag morgen afsøgte betjente området omkring huset med metaldetektorer i håb om at finde det.

Læs også: