Københavns Politi blev mødt med sten og flasker, da betjente onsdag undersøgte et muligt hashlager i den nordlige del af fristaden Christiania i København. Fem personer blev anholdt, herunder en 38-årig mand, som bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag, sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., der handler om videresalg eller overdragelse af euforiserende stoffer.

Den anholdte bliver sigtet for at have været i besiddelse af 15 kilo hash, 15,6 kilo skunk, 1,6 kilo pot, 4371 joints, 90 gram ICE THC (super hash), 224 gram hashmix, 9 gram hasholie og 105 hashkager, oplyser politiet.

Desuden blev der beslaglagt 8000 kroner, en kniv og en totenschlæger under aktionen.

- Mens politiet blev angrebet af sten og flasker, lykkedes det én af de fem anholdte at vriste sig fri og undslippe. Vi kender ham, så hvis ikke han selv melder sig, kan han forvente et snarligt besøg af os, når vi finder en passende anledning til at samle ham op, siger politikommissær hos Københavns Politi Steffen Thaaning Steffensen.

Kommissæren understreger, at det kun er sælgerne, deres vagter og såkaldte »venner«, der optræder voldeligt, når politiet opererer i og omkring Pusherstreet. Politiet oplever ingen problemer med de almindelige beboere på Christiania.