Efter at have modtaget nye oplysninger i forbindelse med sagen om den forsvundne Emilie Meng ransager politiet mandag en bolig i Korsør.

Det er en bolig på Tårnborgvej, der skal ransages, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

»Vi har tidligere været på den samme adresse, men da de nye oplysninger er kommet efter den seneste ransagning, ser vi os nødsaget til at undersøge stedet endnu en gang,« siger politiinspektør Kim Kliver.

Politiets undersøgelser mandag vil indbefatte en større mængde udstyr, og politiet vil derfor være synligt til stede i gadebilledet i Korsør.

»Det skal understreges, at vi ingen sikker formodning har om, at Emilie opholder sig på denne adresse, men vores undersøgelser i dag er et udtryk for, at alle muligheder skal udelukkes,« siger Kim Kliver og tilføjer:

»Det skylder vi såvel Emilies pårørende som beboerne på Tårnborgvej.«

Dukkede aldrig op i hjemmet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forventer, at ransagningen kommer til at vare det meste af mandagen.

Der vil senere mandag blive sendt meddelelse ud om resultatet af ransagningen.

Den forsvundne pige Emilie Meng blev sidst set den 10. juli på Korsør Station omkring klokken fire om natten. Der tog hun afsked med nogle veninder efter en bytur i Slagelse.

Veninderne valgte at tage en taxa fra stationen, mens Emilie sagde, at hun ville gå de få kilometer hjem.

Men hun dukkede aldrig op.

Beskyldninger om ulovlig overvågning af person

Siden har politiet og flere hundredvis af frivillige ledt efter pigen, der siden er fyldt 18 år. Både til lands og i vandet er der flere ledt af flere omgange. Men desværre uden held.

Selve de frivilliges eftersøgninger været omgærdet af en del ballade. For nylig påstod et tidligere medlem af eftersøgningsgruppen ’Forsvundne Personer’ blandt andet, at medlemmer af gruppen har foretaget ulovlige overvågninger af en boligejer i Korsør, som de havde mistænkt for at stå bag den unge piges forsvinden.

»Jeg finder pludselig ud af, at man siden august måned har overvåget personer på en adresse i Korsør, fordi naboen mente, at en kvindestemme råbte efter sin mor og på hjælp, mens der er blevet hørt banke- og sparkelyde,« har Helle Flintholm tidligere sagt til BT.

BT har talt med den 67-årige pensionerede mand, der bor i boligen, der angiveligt blev overvåget af personer fra gruppen.

»Det er virkelig chokerende, og det påvirker også en nervemæssigt, at man bliver vækket klokken fire om natten, fordi der render politifolk rundt på ens grund,« fortalte Finn Petersen til BT for halvanden uges tid siden.

Politiet har tidligere bekræftet over for BT, at man har fået en henvendelse om ulovlig overvågning, men man har ikke fundet nogen beviser for, at overvågningen skulle være foregået.