____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Politiet er fortsat på bar bund i jagten på den eller de gerningsmænd, der lørdag aften skød og dræbte den 21-årige Ozan Øzcan i den københavnske forstad Mørkhøj.

Den unge mand blev dræbt af et enkelt skud, da han kort før klokken 19 sad i en bil sammen med et par venner foran et pizzaria i krydset ved Rybjerg Allé og Maj Allé.



Det er endnu uvist, hvorfra skuddet blev affyret, men Ozan Øzcan blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet klokken 19.15.

- Det er meget sparsomt med vidner til selve hændelsen, så vi vil meget gerne høre fra eventuelle vidner til drabet, siger efterforskningsleder Carsten Jansson fra Københavns Vestegns Politi til bt.dk.

Politiet har fundet et enkelt patronhylster på gerningsstedet, men ellers er der ikke mange spor i sagen.

- Der er ikke noget nyt i forhold til i går (søndag, red.), men nu samler vi lige op og ser, hvad vi har at gå videre med, siger efterforskningslederen. 

Den dræbte har tidligere haft kontakter i det københavnske bandemiljø i form af en perifer tilknytning til den tidligere indvandrerbande Værebros Hårde Kerne, der er blevet indlemmet i den hollandske rockergruppe Satudarah.

Alligevel mener politiet ikke, at drabet kan sættes i umiddelbart forbindelse med bandekonflikten.

- Vi har ikke nogle konkrete mistanker om, at det er skulle have noget med bander at gøre overhovedet, men derfor kan vi alligevel ikke med sikkerhed sige, at det har det ikke, men det ser ikke ud til det i hvert fald, siger Carsten Jansson.

Politiet har ikke noget bud på, hvad motivet til drabet kan være.