Københavns Politi har anholdt tre unge mænd, som er mistænkt for at stå bag et særdeles groft røveri på Københavns Hovedbanegård.
Overfaldet fandt sted torsdag 2. august 2012 klokken 23:50, hvor i alt fire gerningsmænd ifølge politiet først skubbede et offer ned på skinnerne, hvorefter en anden person blev slået, sparket og frastjålet sin bærbare computer og et kontant pengebeløb.
- Det er rigtigt, at vi har anholdt tre personer, som vi sigter for røveri og for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, siger holdleder fra efterforskningen ved Station City, Trine Møller, til bt.dk.
LÆS Skubbede offeret ned på skinnerne - kender du røverne?
Politiet bad offentligheden om hjælp til at identificere overfaldsmændene ud fra overvågningsbilleder, og det var med baggrund i henvendelser herfra, at de tre mænd blev anholdt onsdag aften.
- Vi arbejder stadig på at indkredse den fjerde gerningsmand, siger Trine Møller.
De tre sigtede bliver fremstillet i Københavns Dommervagt en efter en, og den første, der er lille og tætbygget asylansøger, er ifølge bt's reporter på stedet blevet varetægtsfængslet for fire uger - dog på lukket ungdomsinstitution indtil han fylder 18.
Alle tre, hvoraf to er 17 år gamle, nægter sig skyldige.



