Politiet om voldsom påkørsel: De var elendige til at køre bil

Københavns Politi er mandag morgen rimelig sikre på, hvem der var chauffør i den bil, der søndag aften kvæstede tre personer og bragede ind i en Matas-forretning og en busstander på Amagerbrogade i København.

- Vi er rimeligt sikre på, at vi nu har fundet føreren af bilen og det skyldes først og fremmest, at der var en masse gode vidner på stedet, da vi kom derud, fortæller vagthavende Thomas Tarpgaard fra Københavns Politi og fortsætter:

- Men selvom vi har fat i chaufføren, vil de fire mænd ikke blive fremstillet i grundlovsforhør. Vore jurister vurderer ikke, at der var noget 'forsætligt' ved påkørslen, siger Thomas Tarpgaard.

Selvom påkørslen ikke var 'med vilje', så beskrev vidner ellers søndag aften i detaljer overfor BT, hvor chokerende folk på gaden oplevede påkørslen, som om billisten kørte ind i en menneskeflok med vilje.

- Pludselig lød der et kæmpe brag, og folk skreg og løb forvirrede rundt. Det var virkelig voldsomt. Folk beskrev det som om, at han (bilisten, red.) pludselig torpederede busstoppestedet. Mange løb ind i de omkringliggende forretninger, fordi de var bange for, at han vil køre ind i flere mennesker, forklarer Martin Kjeldsen.

- Han steg ikke ud af bilen, men prøvede at vende den på gaden. Til sidst gav han op, og ham og de andre passagerer løb væk fra stedet. Folk skreg og græd, og der kom både en brandbil, flere ambulancer og politibiler.

Vagthavende Thomas Tarpgaard fra Københavns Politi forklarer, at politiet har skullet  vurdere, om der var tale om ræs eller et færdselsuheld.

- Vi skal vurdere, om påkørslen er sket med forsæt. For selvom der ikke er tale om særlig hensigtsmæssig kørsel og folk er elendige til at køre bil, så skal der være en eller anden grad af forsæt, hvis vi skal varetægts-fængsle folk.

- Vore jurister mener ikke, at vi kan løfte en bevisbyrde om, at der var tale om en forsætlig handling fra bilistens side, siger Thomas Tarpgaard.

Vil det sige, at man kan kvæste tre personer og smadre en butik uden videre påtale?

- Nej, de vil blive strafforfulgt med erstatningspligt overfor både de kvæstede og butikken. Og de vil også blive sigtet for overtrædelser af færdselsloven, siger Thomas Tarpgaard.

De fire mænd fra bilen stak alle af fra gerningsstedet, men politiet har nu fat i dem alle.

Har I kendskab til andre eksempler på, at de ikke har kunnet håndtere en bil?

- De er godt kendt af politiet. Vi vurderer ikke, at der er noget galt med bilen, men vi har en mistanke om, at chaufføren kan have været påvirket af et eller andet.

- Vi skal nu sikre os, at vi kan bevise, hvem der førte bilen og så vil der blive rejst sigtelse. Der vil blive tale om en dyr regning til ham, ingen tvivl om det, siger Thomas Tarpgaard

Læs også: