Østjyllands Politi er sent tirsdag eftermiddag kommet med nye detaljer om de seks personer, der mandag blev fundet døde i et parcelhus i byen Ulstrup lidt syd for Randers.

De seks personer er blevet identificeret som husets beboere. Det drejer sig ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi om en 45-årig mand, hans 42-årige hustru og deres fire fælles børn - henholdsvis to drenge på tre og 11 år samt to piger på seks og 16 år.

Indtil videre er det politiets vurdering, at faderen har slået sin hustru, sine børn og sig selv ihjel.

'Baseret på de foreliggende oplysninger i sagen er det politiets umiddelbare vurdering, at de fire børn og den 42-årige kvinde alle er blevet dræbt af den 45-årige mand, som efterfølgende tog sit eget liv,' lyder det i pressemeddelelsen.

»Det er en tragisk sag, som berører de efterladte dybt,« siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov til BT tirsdag aften.

Anders Uhrskov forklarer også, at politiet på nuværende tidspunkt ikke vil komme nærmere ind på, faderens motiv for at slå sin kone og fire børn ihjel, ligesom de heller ikke kommentere på, om alle seks familiemedlemmer er afgået ved døden af samme eller forskellige årsager.

I løbet af både mandag og tirsdag er der af forskellige årsager blevet spekuleret i, om de seks dødsfald skyldtes et gasudslip i huset. Det vurderes dog af politiet som usandsynligt.

»Det har været en faktor i vores efterforskning, at der har været et gasudslip i huset. Men det har ikke været årsag til dødsfaldene, derfor ønsker vi nu at lukke ned for den del. Der er tale om et udslip i det enkelte hus, så folk i området behøver ikke at bekymre sig,« forklarer Anders Uhrskov til BT.

Politiet oplyser yderligere, at efterforskningen og de retsmedicinske undersøgelser vil fortsætte i den kommende tid.

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Mandag klokken 12:03 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om 'et mistænkeligt forhold', og senere på eftermiddag blev det oplyst, at seks personer var fundet døde i et parcelhus i Amstrup Bakker.

Det var en person fra naboområdet, der fandt de to voksne og fire børn ligge døde i huset. Det kunne Anders Uhrskov tidligere på dagen oplyse til BT.

Årsagen til, at personen blev bedt om at gå hen til huset, ønsker vicepolitiinspektøren dog ikke at oplyse nærmere om.

»Jeg kan ikke sige noget nærmere om det, andet end at vi får en anmeldelse fra en person derude, og det er derfor, vi rykker ud til det, som vi betegner som et 'mistænkeligt forhold'. Og det viser sig jo så at holde stik,« siger Anders Uhrskov.