Hårdt såret nåede en 68-årig mand selv at ringe efter hjælp hos Bornholms Politi, efter han tidligt tirsdag morgen blev skudt i hus i Rønne. Samtidig nåede han at løfte lidt af sløret for det drama, der havde udspillet sig i det lille byhus.

Han er det eneste vidne til, hvad der rent faktisk skete den nat i det råhvide hus i den smalle gade. Høje smæld, der genlød i gaden kort før klokken fem, var det, der varskoede naboerne om, at noget var galt. Husets beboer, en 61-årig kvinde, var blevet dræbt. Skudt af en 55-årig mand, der efterfølgende skød den 68-årige mand og derefter vendte geværet mod sig selv.

Det er i hvert fald det, den 68-årige mand selv nåede at forklare politiet, da han desperat ringede efter hjælp. Det fortæller vicepolitiinspektør hos Bornholms Politi, Peter Jørgensen, til bt.dk.

»Han nåede at få sagt, at han var blevet skudt, at hans kæreste også var blevet skudt, og at gerningsmanden havde skudt sig selv,« siger Peter Jørgensen.

Ud fra de oplysninger har politiet opbygget deres formodning om, at motivet til skuddramaet skal findes i jalousi.

Den 55-årige mand og den 61-årige kvinde kendte hinanden, men havde ikke været i et forhold. Det formodes dog, at den 55-årige var 'brændt lun' på hende.

Læs også: Chokeret nabo om skud-dræbte: Hun havde fået 'en god herreven'

Det er ikke lykkedes politiet at afhøre kvindens 68-årige kæreste nærmere. Han blev fløjet til København og indlagt på Rigshospitalet, hvor hans tilstand i første omgang blev betegnet som stabil. Onsdag eftermiddag blev den dog forværret.

Den 68-årige mand svævede i livsfare, og han blev onsdag eftermiddag opereret. Torsdag er hans tilstand uforandret.

»Han tilstand er desværre fortsat kritisk. Og det er ensbetydende med, at vi må betragte ham som værende i livsfare,« siger Peter Jørgensen og fortsætter:

»Han skal muligvis opereres igen i dag.«

Senere torsdag skal den endelige identificering af den 61-årige kvinde og den 55-årige mand slås fast, når retsmedicinere har foretaget obduktionen dem.

Vicepolitiinspektør Peter Jørgensen forventer dog, at der først bliver meldt noget ud om deres identiteter fredag morgen.