Københavns Politi blev tirsdag tilkaldt til et parcelhuskvarter i Valby, hvor en mulig bombe var placeret under en bil.
Også brandvæsnet og bomberobotten Rullemarie blev kaldt ud til adressen, der ligger på Lindebugten.
- Der er tale om noget, der ligner en benzindunk, som er placeret under en bil. Der er påklistret ledninger og en form for boks. Vi ved endnu ikke, hvad det er, men bomberydderne er på stedet, siger vagtchef Jens Christiansen fra Københavns Politi.
Ifølge bt.dk's oplysninger tilhører bilen en mand, som ikke er kendt for kriminalitet. Han skal dog have en form for økonomisk udestående med en håndværker, der har udført et arbejde på adressen.
- Vi tør ikke andet end at afspærre området, mens teknikerne undersøger, om der er tale om en bombe. Det kan også være, at den er tænkt til at skræmme manden,siger Jens Christiansen.
Det var bilens ejer, der tirsdag formiddag selv opdagede den bombelignende genstand. Det skete dog først efter, at han havde haft nøglen i tændlåsen og flyttet bilen.
Umiddelbart efter klokken 12 kunne politiets vagtleder oplyse, at bomben - hvis der virkelig var tale om en sådan - er demonteret.
- Der var tale om en brandbar væske, og vi efterforsker sagen som drabsforsøg. Genstanden lå på jorden, men vi regner med, at den i første omgang kan have været fastgjort under bilen, lyder det fra politiet.
Efter at genstanden er erklæret ufarlig, har politiet ophævet afspærringen af villakvarteret. På intet tidspunkt blev området evakueret, men de chokerede naboer havde fået besked på at blive inden døre og holde sig fra vinduerne.
Politiet efterlyser vidner, der kan have set noget mistænkeligt i kvarteret i løbet af de seneste par dage. Kontakt Station Citys efterforskningsenhed på telefon 114



