Er du en af dem, der køber slankepiller over nettet i stedet for at løbe en tur, så kan det være en god ide at læse indlægssedlen i pakken, før du putter pillen i munden.

Det er nemlig ikke altid lovlige slankemidler, der bliver solgt over nettet. Det eksemplificerer hjemmesiden 'powerfulbody.dk', der er blevet lukket af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), efter Københavns Byret har fastslået, at hjemmesiden solgte det ulovlige produkt 'SlimeX15'.

»Vi har en mistanke om, at produktet indeholder det aktive stof sibutramin, som har været forbudt i Danmark siden 2010, fordi det har nogle alvorlige bivirkninger. Derfor har vi lukket hjemmesiden,« siger senioranklager hos SØIK, Dorte Frandsen.

Det er ifølge Sundhedsstyrelsen bivirkninger i form af blandt andet hjertebanken, forhøjet blodtryk, hedeture, samt angst og smagsforstyrrelser, sibutramin kan give. Styrelsen har derfor flere gange advaret mod slankepiller med stoffet, som fungerer slankende ved at nedsætte sultfølelsen.

Men ikke kun salget af slankepiller øger handlen af ulovlige lægemidler på internettet. Også viagra-piller, vækstprodukter og sovemedicin sælges blandt andet i stor stil, og det får det globale ulovlige salg til at stige, forklarer senioranklageren.

»Der er ingen tvivl om, at problemet er stigende. Vi kan konstatere efter undersøgelser i både FN og Europol, at det er en god forretning for kriminelle organisationer. Der er en væsentligt lavere opdagelsesrisiko, og der er mange penge at tjene for dem,« siger hun og understreger, at Anklagemyndigheden har intensiveret indsatsen på området, og at efterforskningen af salg af ulovlig medicin på internettet fortsætter.