Torsdag valgte Nordsjællands Politi at løslade tre mænd, der er sigtet for drabet på en 45-årig polsk håndværker ved Rungsted Kyst, skriver Ritzau ifølge avisen.dk.

I alt fire andre polakker blev søndag anholdt og sigtet for drabet, og den sidste af de fire sidder stadig fængslet.

- Vi har valgt at løslade dem, men vi opretholder sigtelsen mod dem, siger vicepolitikommissær Morten Riisager Pedersen fra Nordsjællands Politi til Ritzau ifølge avisen.dk.

Den 45-årige mand blev dræbt af knivstik søndag eftermiddag i en villa på Bolbrovej ved Rungsted Kyst nord for København, hvor han boede sammen med de fire andre mænd. De fire blev anholdt umiddelbart efter drabet, og ved grundlovsforhøret mandag nægtede de sig alle skyldige.

I grundlovsforhøret blev en 29-årig mand fængslet i fire uger, mens de sidste tre ifølge dommeren ikke kunne fængsles. Deres anholdelse blev i stedet opretholdt i tre døgn.

BNB