Tre 13-årige drenge blev tirsdag kontaktet af en mand i en hvid eller grå varevogn, der ville give drengene et lift i Jyllinge nær Roskilde.

Drengene takkede nej, og manden forlod stedet.

Men det er langt fra første gang, at sådan en hændelse finder sted i Jyllinge, oplyser pressetalsmand hos Midt - og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen til BT.

Børnene i området omkring Jyllinge har nemlig oplevet adskillige episoder, hvor en ældre mand i en varevogn har henvendt sig til dem.

»De har mindet meget om den her episode, hvor man enten har spurgt, om børnene vil køre med eller tilbudt Pokemon-kort til børnene. Fælles for alle historierne er, at manden typisk kører i en hvid eller grå varevogn,« fortæller Carsten Andersen.

Det har fået politiet til at koble de mange episoder sammen, og selv om der ikke er foregået noget kriminelt endnu, så hører politiet meget gerne fra manden.

»Der er ikke foregået noget kriminelt, men vi vil gerne tale med vedkommende for at høre, hvorfor han henvender sig til børnene,« fortæller Carsten Andersen.

Børnene har beskrevet manden som gammel, men derudover har politiet ikke noget nærmere signalement af manden. Derfor håber Carsten Andersen, at nogen måske ser varevognen stå på en vej og derefter retter henvendelse til politiet.

Bor du i Jyllinge, og har du set noget, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.