Politiet leder efter gerningsmand til knivstikkeri

Politiet leder fortsat efter en 42-årig mand fra Herning, der menes at stå bag et knivstikkeri i et privat hjem på Ørbækvej i Brande torsdag aften.

Gerningsmanden dukkede op på adressen omkring klokken 22.20 og stak en 44-årig mand, der bor i huset, seks gange med en kniv. Det ene knivstik gik så dybt, at det perforerede leveren.

Den 44-årige er blevet opereret og er erklæret uden for livsfare, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi har en mistanke til en bestemt person, men om han også er gerningsmanden, ved vi ikke med sikkerhed. Vi har haft en kort afhøring af offeret samt en række vidner, siger vagtchefen, der ikke ønsker at komme nærmere ind på gerningsmandens eventuelle relation til offeret.

Manden og mandens kæreste var ved at rydde op efter en julefrokost, da gerningsmanden kom. Kæresten flygtede fra huset, men gennem terrassedøren så hun gerningsmanden stikke den 44-årige flere gange med kniven. Hendes døtre fik skilt de to mænd ad, hvorefter gerningsmanden forsvandt fra huset.

- Vi fastholder stadig vores mistanke, men jeg kan ikke sige, om det er en bekendt. Man har fået mistanken ud fra den efterforskning, der har været, oplyser vagtchefen.

Den formodede gerningsmand kører formentligt i en blå Opel Vectra stationcar fra 2006 med registreringsnummer BW38989.

Han skønnes ikke at være farlig.

BNB/BT