Anmeldelse om en muligvis bevæbnet mand har fået politiet til at rykke talstærkt ud i Hvidovre ved København.

København. Københavns Vestegns Politi har søndag aften afspærret en opgave på Gurrevej i Hvidovre efter en anmeldelse af, at en mand var set gå rundt med et gevær.

En 46-årig mand, der bor på adressen er anholdt, og politiet leder efter et muligt våben, oplyser vagtchef Brian Holm, Københavns Vestegns Politi.

Endnu er der ikke fundet et våben, og manden er foreløbig ikke sigtet for noget.

- Vi roder i alle de gemmer, vi kan komme til. Hvis der er noget, skal vi jo helst finde det, siger Brian Holm.

Det var søndag omkring klokken 19.30, at en kvinde ringede til politiet og fortalte, at hun havde set en mand med noget, som hun opfattede som et gevær.

Manden forsvandt ind i en opgang, har kvinden fortalt.

Politiet rykkede talstærkt ud og har ifølge Brian Holm omkring 15 betjente på stedet.

Anholdelsen skete uden dramatik.

Den 46-årige mand er ikke kendt af politiet i forvejen, oplyser vagtchefen.

/ritzau/