En somalisk mand eftersøges fortsat i sagen om drabet på den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere i Kødbyen. Tre mænd er netop anholdt.

Der er fortsat en mulige gerningsmand til drabet på 21-årige Jonas Thomsen Sekyere på fri fod.

- Jeg håber, han melder sig selv i løbet af dagen, siger drabschef Jens Møller til bt.dk.

Københavns Politi anholdt fredag to 20-årige mænd for drabet, der skete natten til lørdag 17. november på »Bakken« i Kødbyen i København. Lørdag morgen kort før klokken ni anholdt politiet en tredje mand i sagen.

- Han meldte sig selv på Station City. Han blev anholdt og er i øjeblikket ved at blive afhørt, siger Jens Møller.

De tre sigtes alle for medvirken til manddrab eller for drab i forening, og de fremstilles i grundlovsforhør i løbet af lørdagen. Politiet vil kræve de tre mænd varetægtsfængslet, og retsmødet ventes afholdt for lukkede døre.

Foruden de tre anholdte leder politiet efter yderligere en mand i sagen. Der er tale om en 27-årig mand, som politiet uden resultat har eftersøgt.

- Han ved, vi leder efter ham, og jeg håber, han melder sig selv i løbet af dagen.

Jens Møller tilføjer, at politiet har både navn på og foto af manden, og hvis han ikke selv kommer til politiet, overvejer politiet at offentliggøre billederne af ham.

Den eftersøgte skal have været i selskab med de allerede anholdte 20-årige mænd på gerningsaftenen.

Jens Møller vil ikke komme nærmere ind på motivet til drabet, men afviser, at det har nogen sammenhæng med BT's historie lørdag om, at den knivdræbte Jonas vidnede i en sex-sag få uger før sin død.

- Jeg tror ikke på, at den sag har noget som helst med drabet at gøre, siger drabschefen.

Foruden den mulige gerningsmand, der fortsat er på fri fod, vil politiet fortsat gerne i kontakt med personer, der var tilstede på »Bakken« den pågældende aften, og som endnu ikke har henvendt sig til politiet.