83-årige Inger Bodil Nielsen er sidst blevet set kvart over ni søndag morgen
Københavns Politi leder søndag aften med hunde efter den 83årige Inger Bodil Nielsen, der søndag morgen gik fra plejecenteret Poppelbo i Brønshøj, hvor hun bor. Siden er hun ikke blevet set.
- Hun er ikke blevet set længe, så vi er lidt bekymrede for hende. Hun bliver beskrevet som dement, smilende og et lille nips, siger vagthavende ved Københavns Politi, Jens Kristiansen.
Inger Bodil Nielsen er ca. 164 cm høj, slank af bygning, har kort gråt hår, blå øjne og mellemrum mellem fortænderne.
Da hun forlod plejecenteret var hun iført en beige dynejakke, lyseblå skjorte, lilla bukser og formentlig kun sandaler som fodtøj, da hendes støvler stadig står på plejehjemmet.
Politiet fortæller, at den ældre kvinde er 'hurtig på benene' og at borgere, der ser, eller har set, hende skal ringe til politiet på 114.



