En koordineret aktion er torsdag iværksat for at afsløre våben i kølvandet på flere bandesammenstød.

Helsingør: Forleden indførte Nordsjællands Politi visitationszoner i Helsingør, Hillerød og Kokkedal. Og torsdag har politiet sat gang i en større, koordineret aktion i politikredsen.

Målet med aktionen - operation "Syren" - er at finde frem til våben eller andre genstande, som kan bruges ved sammenstød mellem grupper i bandemiljøet.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

- Det er en fortsættelse af vores indsættelse af visitationszoner.

- Vi er ved efterforskning kommet frem til, at vi vil undersøge, om der er våben, som kan blive brugt i forbindelse med voldelige konfrontationer. Det vil vi gerne undgå, siger pressekoordinator ved Nordsjællands Politi Henrik Suhr.

Ved aktionen deltager politi fra flere politikredse, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi kan ikke sige præcist, hvor aktionen rammer.

- I øjeblikket er vi i gang flere steder i politikredsen. Hvis du tænker på nogle af de områder, hvor vi har visitationszoner, er du nok ikke helt galt afmarcheret, siger han.

Visitationszonerne i Helsingør, Hillerød og Kokkedal blev indført tirsdag som en konsekvens af flere voldelige hændelser mellem personer tilknyttet grupperingerne Loyal to Familia og Black Jackets.

/ritzau/