En mand med en karakteristisk ansigtstatovering voldtog søndag morgen en ung kvinde i Frederiksværk.

En 18-årig kvinde blev tidligt søndag morgen voldtaget efter en bytur i Frederiksværk. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

På vej hjem fra byen blev den unge kvinde antastet af en mand, der slæbte hende ind i en smøge nær Torvet og slog hende flere gang i ansigtet. Derefter voldtog han hende.

Under voldtægten formåede kvinden at slå og sparke sig fri fra manden, som flygtede fra stedet. Kvinden, som fik sin mor til at alarmere politiet, er efterfølgende blevet behandlet på sygehuset.

- Vi efterforsker sagen lige nu og laver tekniske undersøgelser, og vi kan ikke sige mere på nuværende tidspunkt, fortæller Søren Christensen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.

Gerningsmanden beskrives som 25-26 år, af udenlandsk oprindelse, høj, bred af bygning med et meget fladt ansigt og en flad næse. Han har en dråbe tatoveret under det ene øje.

Manden, som talte dansk med accent, var iført mørk jakke, sorte bukser, en stor hue med hvidt mønster samt hvide sko af mærket Nike Shox.

Politiet har foreløbig ikke fundet vidner i sagen, så ved man noget, eller kender man gerningsmanden med det karakteristiske udsende, opfordres man til at kontakte Nordsjællands Politi på 49271448.