Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er på sporet af et større våbensmuglernetværk, som man mener, at en bosnisk mand står i spidsen for.

Myndighederne stødte første gang på manden, da man i juli i samarbejde med Skat lavede en rutinemæssig kontrol ved Rødby Havn.

Ved en gennemsøgning af mandens bil fandt myndighederne ti håndgranater og 13 skydevåben – heraf fire håndvåben og fire maskinpistoler. Manden blev derfor anholdt og sigtet efter våbenloven. Han har siddet varetægtsfængslet siden da.

»Vores opfattelse er, at denne mand er en del af et større våbensmuglernetværk. Og derfor har vi holdt møder med en række internationale samarbejdspartnere – herunder også med myndigheder på Balkan, da vi er overbevist om, at våbnene stammer der fra,« siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelelse.

Politiet har særlig fokus på, om disse våben var tiltænkt bandemiljøet. Kim Kliver vil ikke afvise, at der kan komme flere anholdelser i denne sag i Danmark eller udlandet.

BNB