Kender du noget til sagen? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

Politiet i Syd- og Sønderjylland efterlyser torsdag aften en 'mørklødet mand' på omkring 25 år i Esbjerg, efter manden har blottet sig for en 11- og en 12-årig pige på en legeplads ved Spangsbjergskolen.

Manden skal have blottet sig for de to piger omkring klokken 16.45 på legepladsen ved skolen.

Blotteren beskrives som en mørklødet mand på omkring 25 år. Han skal være ca. 180 cm høj med kort, mørkt hår. Han var på tidspunktet iført sort skindjakke, lysegrå hættetrøje og sorte bukser

»Omkring klokken 16.45 sidder de to piger på gyngerne på legepladsen. Her får de øje på en mand ved nogle skraldespande. Han kigger på dem og smider bukserne, mens han hele tiden holder sit blik på dem. Det får pigerne til at løbe fra legepladsen hjem til den enes mor, som ringer til politiet,« siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt til BT.

Han fortæller samtidig, at politiet har haft flere meldinger om en blotter i området. Og derfor kan der være tale om den samme mand.

»Vi har haft flere tilfælde med en blotter i det område. Ikke lige på legepladsen, men ikke langt derfra. Men vi ved ikke, om det er den samme mand.«

Hvad skal man gøre, hvis man løber ind i en blotter som ham på legepladsen?

»Er man frisk nok, så kan man tage et billede af personen. Men man skal lade være med at hive fat i ham, med mindre man er nok personer til det,« forklarer Erik Lindholdt, der opfordrer til, at man ringer 114, hvis man ser blotteren.

Kan blotteren være fysisk farlig?

»Blottere plejer ikke at være fysisk farlige, de har oftest nok i at blive set,« slutter Erik Lindholdt.